Kvægtorvet rives ned
Foto: TV2/Nord
Kvægtorvet i Aalborg rives ned for at gøre plads til en tilkørsel til en underjordisk parkeringskælder i forbindelse med Musikkens Hus.
Aalborg Kommune og Fonden Musikkens Hus i Nordjylland river Kvægtorvet ned for at gøre plads til en nedkørsel til underjordisk parkeringskælder i forbindelse med det kommende Musikkens Hus..
Fonden Musikkens Hus i Nordjylland skriver i en pressemeddelelse:
Aalborg Kommune har oplyst, at man snarest har til hensigt at udbyde et areal beliggende umiddelbart vest for Musikkens Hus og tæt på Nyhavnsgade med henblik på etableringen af et underjordisk parkeringsanlæg bl.a. til opfyldelse af parkeringsbehovet for Musikkens Hus.
Dermed indfrier kommunen den aftale, der blev indgået som led i mageskiftet imellem Aalborg Kommune og Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, om at Aalborg Kommune skal anvise parkeringsmulighed for brugerne af Musikkens Hus.
Parterne er enige om, at den eneste og mest hensigtsmæssige adgangsvej til parkeringsanlægget er at etablere en adgangsvej fra Nyhavnsgade med en svingbane til en parkeringsnedkørsel.
Derfor har Fonden Musikkens Hus, efter at have konsulteret Aalborg Kommune og de nuværende ejere af Kvægtorvet, besluttet at erhverve adkomsten til Kvægtorvet under forudsætning af Aalborg Kommunes godkendelse og forudsat, at de resterende bygningsdele må fjernes uden at blive genopført.
Formanden for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland Bent Frank udtaler i den anledning:
- Jeg er meget glad for, at Aalborg Kommune har set de betydelige fordele, der ligger i at etablere en parkeringskælder på det sted. Jeg er sikker på, at det vil glæde de mange fremtidige brugere af Musikkens Hus. Det er naturligvis altid en tung beslutning at skulle fjerne et af fortidens væsentlige spor, men under min gang i Aalborg er det kun lykkedes mig at møde få personer, som ikke anbefalede at fjerne de resterende mure af Kvægtorvet.