Kurcenter skal give Læsø salt på brødet
Læsø, der ligesom andre øer kæmper mod affolkning, satser på, at et nyt kurcenter baseret på salt vil skabe arbejdspladser og mere liv på øen.
Der er løbet meget saltvand i stranden på Læsø, før det lykkedes. Men lørdag klippes det røde bånd til det nye behandlingscenter Læsø Kur på Kattegatøen.
Kurstedet vil udnytte Læsøs særlige mineralholdige salt til gavn for bl.a. psoriasispatienter, hvis hudsygdom formindskes af saltbehandlingerne. Det nye center er indrettet i den nedlagte Vesterø Havnekirke, som er bygget om til formålet. Læsø Fonden og Realdania står bag projektet til 30 mio. kr.
Læsø Kur satser på at blive en førende udbyder af saltvands- eller såkaldt thalassoterapi i Skandinavien. Målet er, at 30-35.000 psoriasispatienter årligt vil bruge Læsø Kurs behandlingstilbud. Dertil kommer alle de almindelige turister og øens fastboende, som kan bruge stedet til wellness.
Centret indeholder ikke boliger. Brugerne skal bo i Læsøs mange sommerhuse og ferielejligheder og dermed være med til at øge den generelle aktivitet på øen året rundt. På den måde kan Læsø Kur medvirke til at bevare Læsø som lokalsamfund.
- Vi håber, at kurcentret måske kan skabe 10-12 nye arbejdspladser. Læsø Kur er utrolig vigtig for øen, fordi stedet er med til at trække flere gæster udenfor højsæsonen, og hoteller og sommerhusudlejere får et ekstra kort i deres markedsføring af Læsø, siger Læsøs borgmester, Olav Juul Gaarn Larsen (V) til Ritzau.
Håbet er, at de tilskudsstøttede saltbehandlinger på Læsø for en række psoriasispatienter bliver et populært alternativ til de rejser til Det Døde Havs saltholdige vand.
Fonden Realdania har hevet 20 mio. kr. op af fondens store pengekasse til Læsø Kur, som adm. direktør Flemming Borreskov kaldet et vigtigt projekt for Læsøs vækst.
- Samtidig er det et fint eksempel på bæredygtighed. Dels genanvender man en ældre bygning. Dels bruger man saltet, som er en naturlig ressource på Læsø, siger Borreskov.
Det er langt fra første gang, at Læsø udnytter sine særlige saltressourcer som løftestang for øens udvikling. Øens saltsyderi med foredrag, saltproduktion og salg er forlængst blevet øens mest berømte attraktion og en vigtig arbejdsplads med 17-18 ansatte.
- For en ø som Læsø med godt 2000 faste indbyggere er det altafgørende, at vi hele tiden udvikler os. Ellers klasker det hele sammen. Den store udfordring er at forblive et arbejdende helårssamfund med flere forskellige erhverv, og hvor der er liv hele året og ikke bare en turistkulisse. Her er saltet blevet en vigtig del af Læsøs opskrift, siger borgmester Olav Juul Gaarn Larsen.
/ritzau/