Kultur- og idrætslivet holder vejret: Bliver det ligesom i foråret?
Foto: Tor Løkken
Selvom der endnu ikke er kommet officielle meldinger om, hvordan kultur- og fritidslivet bliver berørt af nedlukningerne, forbereder flere institutioner sig dog allerede på scenarier, der minder om dem, der fandt sted i foråret.
I forbindelse med statsministerens pressemøde onsdag blev det meldt ud, at der vil blive iværksat en række tiltag i syv nordjyske kommuner, der er ekstra hårdt ramt af coronasmitte. Der blev dog ikke sat ord på nogen konkrete tiltag.
Torsdag formiddag blev borgmestrene for de syv kommuner orienteret om hovedpunkterne i tiltagene, der blandt andet skulle handle om, at kultur- og fritidsliv skal lukkes ned i fire uger fra fredag.
Flere fritids- og kulturinstitutioner bruger nu ventetiden på at forberede sig, mens de venter på officielle udmeldinger fra myndighederne.
Blandet modtagelse ved direktør for DGI-huset i Aabybro
På trods af, at direktør for DGI-huset i Aabybro, Claus Poulsen, er på ferie, har han været opmærksom på, at det er på vej. Og udmeldingen fra i går får indtil videre en blandet modtagelse.
- Vi er selvfølgelig meget opbakkende for, at man skal forsøge at gøre noget med det her. Men jeg synes, man griber ud i luften, siger Claus Poulsen.
Claus Poulsen kender til 8-10 smittetilfælde i DGI-huset Aabybro i løbet af den periode, coronavirussen har været på spil. Han peger på, at ingen af dem har fundet sted i svømmehal eller motionscenter, men at de har fundet sted i håndboldklubben. Derfor mener han, det giver mening at lave en differentieret nedlukning.
Han er frustreret over, at der ifølge ham stadig ikke er noget evidens for, om håndboldklubber og motionscentre er særligt udsatte, og om det derfor gør en forskel at lukke det ned.
DGI-huset er delvist støttet kommunalt, men der skal stadig penge i kassen, og derfor frygter han, at det kommer til at koste penge endnu en gang, hvis de skal lukke ned. Han peger dog også på, at det ikke kun vil få konsekvenser for dem, men også for brugerne af huset.
- Helt grundlæggende kommer nedlukningen til at betyde, at man fratager folk det ene sted, hvor de faktisk har glæde ved at komme. Det tager man væk fra dem igen, og det synes jeg er synd på så lav en baggrund, som man gør, siger Claus Poulsen.
Arena Nord følger med, men tager det roligt
Direktør for Arena Nord Per Hornum Malmberg er ikke bekymret for nedlukningen, men følger alligevel med for at finde ud af, om de for eksempel kan afholde EM i håndbold.
- Vi håndterer det og lever med det. Vi er ikke nogen af dem, der er værst ramt. Det er minkavlerne. Vi navigerer i det, så snart vi hører statsministerens pressemøde, siger Per Hornum Malmberg.
Kommer det til en nedlukning, vil han dog alligevel være ærgerlig over det.
- Vi er da enormt kede af, at vi skal lukke ned for vores borgere og omverden, for vi elsker at have gæster, og det er det, vi er sat i verden for. Men der er nogen, der lider mere end os, siger Per Hornum Malmberg.
Vendsyssel Kunstmuseum: Vi følger det tæt
Også Hjørring Kommune er en af de syv kommuner, der ser ind i en nedlukning. Her er Vendsyssel Kunstmuseum beliggende, og museumsdirektør Sine Kildeberg holder i dag et skarpt øje med, hvad der kommer ud om restriktionerne.
- Vi følger det tæt, men vi afventer selvfølgelig pressemødet og Mette Frederiksens udmeldinger. Men vi forbereder os selvfølgelig, mens vi venter: Hvilke konsekvenser har det, hvis kommunegrænserne lukker ned? Hvor er medarbejderne lokaliseret? Skal museet lukke ned, spørger Sine Kildeberg.
For Sine Kildeberg er det en trist dag for os alle sammen, men har en forståelse for, at det er de rette tiltag for at nedbringe smitten.
- Det er da voldsomt, og vi taler meget om det heroppe. For folk er jo bekymrede og tænker: Hvad kommer det til at betyde for mig arbejdsmæssigt og privat?
Mens de afventer en officiel udmelding, forbereder de sig på, hvad de for eksempel skal gøre med deres medarbejdere, der ikke bor i Hjørring Kommune, hvis det bliver frarådet at rejse på tværs af kommunerne.