Kronprinsen overhalet af unge surfertalenter
Kronprins Frederik besøger cold Hawaii dagen før stævnet begynder
Klitmøller fik fint besøg, da kronprinsen lagde vejen forbi det verdensberømte danske surfersted.
Kronprins Frederik måtte se sig slået af to piger og seks drenge i alderen 8 til 14 år, da han søndag besøgte Klitmøller og World Cup-stævnet i windsurfing. Det skriver KIA PWA Coldhawaii i en pressemeddelelse.
Kronprinsen er protektor for arrangementet KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2013, og han besøgte derfor stævnet, der begynder mandag og fortsætter ugen ud.
Ifølge DR Midt & Vest er det fjerde gang, at det verdensberømte surfersted i Danmark, Cold Hawaii, lægger sand og vand til en VM-afdeling.
500 thyboer havde taget opstilling for at få et glimt af kronprinsen, der ikke har stået på et surfbræt i mere end 20 år, og som derfor adskillige gange måtte en tur i vandet og en enkelt tur i sivene under løbet mod de unge talenter.
Forud for løbet vakte gensynet med surfbrættet heller ikke meget optimisme hos kronprinsen, der sammen med de otte unge surfere skulle sejle i to ottetaller på banen.
- Jeg kommer ikke til at sejle i ottetaller, nærmere ettaller, fastslog han.
Den udmelding kom til at holde stik, da han efter en ellers flot start udgik halvvejs inde i løbet.
- Hvis man ikke er bedre, skal man hellere lade være, mente kronprinsen, der for blot fire uger siden gennemførte en ironman.
Til trods for den hårde selvkritik var den tidligere verdensmester, Torben Kornum, imponeret. Han havde inden dagens royale kamp mod de unge talenter givet kronprinsen en times undervisning.
- Det var teknisk meget svære forhold for begyndere, men jeg har aldrig set nogen lære så nemt. Han var ikke bange for at kaste sig ud i noget, han ikke er ekspert i, selvom han vidste, at hele Danmark kiggede på, fortæller træneren