Kritisabel fejl i Østerild-sagen
Miljøministeriets departementschef Marianne Thyrring har i dag afgivet sin redegørelse til miljøministeren om fejl i materialet, som ligger til grund for det nationale testcenter i Østerild.
Fejlen består i, at man i to tilfælde i VVM-redegørelsen har anvendt vindmøllebekendtgørelsens grænseværdi for støj for spredt bebyggelse, hvor der rettelig i begge tilfælde skulle have været anvendt grænseværdien for støj for områder til boligformål.
Konklusionen er, at fejlen er opstået som følge af en kritisabel sagsbehandling i flere af Miljøministeriets institutioner.
Miljøcenter Århus havde ansvaret for VVM-redegørelsen, og det er derfor kritisabelt, at centret ikke opsporede og rettede fejlen.
Ansvaret for det faglige indhold i VVM-redegørelsen påhviler By- og Landskabsstyrelsen. Som konsekvens af den kritisable sagsbehandling i By- og Landskabsstyrelsen har miljøminister Karen Ellemann bedt departementschefen give en påtale til direktør i By-og Landskabsstyrelsen, Niels Christensen.