Kristian Kjelling til AaB
Rygterne har svirret længe, men nu er det officielt. Den norske landsholdsprofil Kristian Kjelling skifter til AaB Håndbold til sommer.
Kristian Kjelling kommer fra storklubben Portland San Antonio, der spiller i den spanske liga. Den 28 årige venstreback har optrådt flere end 100 gange på det norske landshold, og Kristian Kjelling gennem flere sæsoner været blandt de mest scorende spillere i den stærke spanske liga. Ved det netop overståede VM i Kroatien gjorde nordmanden sig bemærket som den næstmest scorende spiller i turneringen.
AaB's sportsdirektør Jan Larsen glæder sig over aftalen.
- Niveaumæssigt har Kristian Kjelling i flere sæsoner befundet sig i den absolutte verdenselite, og det er klart, at vi med hans ankomst til en i forvejen stærkt besat spillertrup har ambitioner om at fastholde vores nuværende position i toppen af dansk herrehåndbold, fastslår Jan Larsen.
Kristian Kjelling ser frem til sin nye udfordring i Aalborg
- Fra tidligere norske spillere i AaB har jeg kun hørt godt om klubben, og sportsligt er AaB for mig et helt naturligt valg. Klubbens store ambitioner passer mig perfekt, og jeg er sikker på, at jeg kan fortsætte min udvikling som håndboldspiller i AaB.
- AaB er en af Danmarks bedste klubber, og forhåbentlig kan jeg bidrage til, at vi i de kommende sæsoner kan hævde os både i Danmark og i Europa, siger Kristian Kjelling.