Krisen udenom fiskeindustrien
3F og virksomheder ser ingen tegn på afmatning i fiskeindustrien.
Fiskeindustrien går fri
Finanskrisen koster fyresedler i industrien, men fiskeindustrien er gået fri, og gruppeformand for Industri og Privat Service i 3F Skagerak Carsten Andersen ser heller ikke tegn på afmatning.
- Udsvingene i beskæftigelsen er sæsonbetonede, og vi har ikke flere hjemsendelser, end vi plejer at have. Men vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det ser ud om en måned eller to, siger han.
Hanstholm
Billedet er det samme i Hanstholm oplyser faglig sekretær Jannie Ottesen Bunk.
- Vi har fået flere ledige og hjemsendelser i industrien, men det har ikke ramt fiskeindustrien, siger hun.
Dagpengeregler rammer
Indtil videre er kun en enkelt virksomhed lukket på Hirtshals havn. Det gælder Heide Fiskeeksport A/S, der beskæftigede cirka 50 i højsæsonen.
- Lukningen blev besluttet før finanskrisen. De hollandske ejere har kun angivet stramninger i reglerne om supplerende dagpenge som årsagen, siger han.
Mangler fisk
Direktør i en af de større fiskeindustrier i Hanstholm, Pandalus A/S, Anders Toft Andersen mærker heller ikke noget til finanskrisen.
- Manglende produktion skyldes, at vi ikke får tilført tilstrækkelige mængder fisk, men det er normale sæsonudsving. Folk skal jo spise, men vi ved også godt at fisk visse steder anses for en lidt dyrere spise. Men der er altså ikke tegn på afmatning i horisonten, siger Anders Toft Andersen.