Krav om brandalarm i alle plejeboliger
Kørestolsbrand udløser politisk reaktion.
Bjarne Laustsen forlanger nu røg- og brandalarmer i alle pleje og ældreboliger. Det sker efter, at en 83-årig mand fra Aalbæk forleden omkom, da der gik ild i hans elektriske kørestol. Der var hverken røg eller brandalarm i hans hjem. Det er ellers et krav, når der bygges nyt - eller når ældre plejeboliger bygges om.
- Der er brug for en lovændring, så alle pleje og ældreboliger får installeret røg og brandalarmer", siger Bjarne Laustsen (Soc.dem.) til TV2 Nord.
Socialdirektøren i Frederikshavn Kommune erkender, at der er et hul i lovgivningen.
- Jeg har bedt vores beredskab undersøge hvor mange plejeboliger, der i dag ikke har de nødvendige alarmer, siger Jan Nielsen i dag.
Det var en kortslutning, der var skyld i, at der gik ild i den 83-årige mands kørestol. På grund af lammelser i det meste af kroppen var han ikke i stand til at forlade stolen - og han nåede heller ikke at tilkalde hjælp.
Se mere i vores udsendelse 19.30