Kort Nyt

Kraftig regn og skybrud på vej

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Endnu mere vand er på vej efter en lang periode uden regn.

Der er over hele Nordjylland risiko for kraftig regn og lokale skybrud i løbet af onsdag, selvom der her til morgen ser fredeligt ud kommer der et markant vejrskifte. 

Det varsler DMI. 

Det betyder, at der kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn i varslingsperioden, som gælder onsdag formiddag klokken 10 og frem til midnat. Der er også risiko for skybrud, hvor der kan komme mere end 15 millimeter på 30 minutter. 

Derfor kan det være en god idé at være forsigtig, hvis man er ude at køre i vejret. 

- Nogle steder vil man kunne se regn i flere timer, så der kommer altså masser af nedbør. Ud på eftermiddagen vil der være en smule ophold i det, forklarer Jacob Mouritzen fra TV 2 Vejret. 

Aalborg Pirates i sejrsstime

I aften mødte Aalborg Pirates Rungsted Seier på hjemmebane, og det endte i en overbevisende sejr.

6-0 blev det til, og Aalborg Pirates har nu vundet deres sjette kamp i træk.

Hjemmebaneholdet gik til pause med en overbevisende føring på 3-0 efter første periode.

Anden periode bød på endnu et mål til Aalborg Pirates, og i sidste periode landede to mål yderligere i modstanderens mål.

Målene blev scoret af Lasse Bo Knudsen, Tobias Ladehoff, to til Darien Craighead og to til Troy Lajeunesse.

Politiet efterlyste dement mand: Manden er fundet

Opdateret 22.02

Manden er fundet i god behold og genforenet med pårørende. Manden blev fundet af en politimand på vej på arbejde. Det oplyser Nordjyllands Politi på X.

Nordjyllands Politi modtog tirsdag aften klokken 20.11 en anmeldelse om en 79-årig dement mand, der var gået fra sin adresse på Skolestien i Hals.

Politiet bragte derfor en efterlysning på manden, som forlod sit hjem klokken 17.45.

- Vi er tilstede i området med hundepatruljer og droner, og vi opfordrer borgerne i området til at lede efter ham, også i deres egne haver, skurer og garager, sagde vagtchef fra Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

Manden beskrives som cirka 175 cm høj, kraftig af bygning og gråt kortklippet hår. Påklædningen er ukendt. Sådan lød det fra Nordjyllands Politi på X.

Manden blev desuden beskrevet som værende godt gående.

- Borgere i alle byer nord for Hals bør se efter manden, fordi på tre timer kan han i værste fald være noget langt, oplyste vagtchefen.

Hvis man havde henvendelser i sagen, skulle de rettes til 114.

Togdrift genoptaget: Person påkørt af tog, men kun skadet på lænden

Opdateret klokken 17.02

Tirsdag kl. 13.51 fik Nordjyllands Beredskab en melding om en person, der var blevet påkørt af et tog ved Hurup Station.

Personen pådrog sig dog ikke alvorlige skrammer, da der kun er tale om lettere skade på lænden, lyder det i en melding fra Midt- og Vestjyllands Politi på X.


Påkørslen betød dog, at flere togafgange mellem Thisted og Struer var aflyst, og togbusser ville blive indsat, såfremt det var muligt. Det oplyste GoCollective.

På GoCollectives hjemmeside er der dog ikke flere meldinger om aflyste togafgange.

Årsagen til at personen slap så forholdsvis billigt, er at toget blot kørte 5-10 kilometer i timen.

Først blev det aflyst, men nu er åbent hus igen en realitet

Årets åbent hus på Flådestation Frederikshavn blev aflyst tilbage i sommer, men nu er der alligevel mulighed for at komme på besøg på, hvis man er en af de mange, der interesserer sig for flådestationens historie og betydning i både fredelige og konfliktfyldte tider. 

Turistforeningen Toppen af Danmark arrangerer nemlig besøg på Flådestation Frederikshavn i uge seks, syv og otte, og allerede i dag åbnes der for booking.

Det bliver en guidet gåtur til havneområdet på flådestationen, hvor journalist og formidler Per Christiansen, der blandt andet har været nyhedsvært på TV2 og TV2 NEWS, vil være vært.

Man skal dog være opmærksom på, at man skal være mindst 12 år gammel, og ikke være gangbesværet, hvis man skal med på besøg på flådestationen. 

Kuling, glatte veje og faldende temperatur tirsdag

Modsat mandag, så bliver tirsdag en kold en af slagsen.

Der vil nemlig være frisk vind til kuling fra morgenstunden, hvor der måske kan komme en lokal snebyge omkring Frederikshavn og Hjørring.

Temperaturen vil ligge på mellem to og tre gader i løbet af dagen, men den vil falde i løbet af aften. Derfor er der også risiko for glatte veje både tirsdag morgen og aften.

Se hele vejrudsigten herunder:

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område, så kan du også spørge Solvej Vindblæs herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere