Kræver penge til sund kost
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Forældre på en skole i Brønderslev vil af med spegepølsemadder.
Forældre fra en skole i Brønderslev Kommune er utilfredse med de betingelser, skolen har for at tilbyde eleverne sund kost.
Det skriver P4 Nordjylland.
Øster Brønderslev Centralskole har for dårlige betingelser for at tilbyde skolens elever sund kost. Det mener en gruppe forældre fra skolen, og de henvender sig nu til de lokale politikere med deres bekymring.
- Budgettet på vores skole er meget stramt, og der bliver ikke givet midler til at etablere et kosttilbud, fortæller Merete Sand til P4 Nordjylland. Hun er forælder til en elev på skolen og næstformand i skolebestyrelsen.
Hun mener, at skolens mulighed for at tilbyde sund mad vil forbedres, hvis kommunen vil bevilge penge til ekstra personale. Det har imidlertid lange udsigter.
Lone Bikmose Lex (V) fra Brønderslev Kommunes Børne- og Skoleudvalg er ikke bekendt med, at kommunens kostpolitik er et problem for kommunens skoler.