Kræmmermarkeder uenige om fremgangsmåde efter udbrud af hesteherpes
Sindal Marked og Hjallerup Marked er uenige om fremgangsmåden, efter der er konstateret hesteherpes på Mors.
Der er blevet konstateret hesteherpes på Mors, og derfor har Sindal Marked indført forbud mod heste. På Hjallerup Marked byder man dem derimod velkommen.
Den frygtede hestesygdom hesteherpes har i den seneste måned hærget i Holstebro-egnen, og seneste nyt er, at den også har spredt sig til Mors.
Den nyhed har skabt bekymring hos Sindal Marked og Hjallerup Marked, der begge er begyndt torsdag og forløber henover weekenden.
Vi har været bekymret på den måde, at vi ikke turde tage chancen.
Henrik Pedersen, talsmand for Sindal Marked
Bekymringen har fået Sindal Marked til andet år i træk at indføre forbud mod fremmede heste på sin grund i frygt for, at smitten skulle sprede sig til den nærliggende rideklub, Sindal-Tyrsig Rideklub, hvis grund Sindal Marked befinder sig på.
- Vi har været bekymret på den måde, at vi ikke turde tage chancen. Vi vil ikke være skyld i, at en smittebærende sygdom rammer rideklubben, siger Henrik Pedersen, talsmand for Sindal Marked.
40 kilometer mod syd - på Hjallerup Marked - har man dog valgt at byde heste velkommen til markedet på trods af faren for smitte.
- Vi er naturligvis bekymrede, og vi har også diskuteret, hvad vi skulle gøre. Men vi har vores egen dyrlæge, der laver de kontroller, der skal til, siger Keld Nielsen, formand for Hjallerup Marked.
Heste udgør en stor del af Hjallerup Marked
Stævner og hestesalg er en vigtig del af Hjallerup Marked, og man har fra ledelsens side derfor valgt at løbe risikoen.
Der er tilmeldt omkring 500 heste til Hjallerup Markeds ridestævner, og op imod 400 heste bliver sat til salg. Alligevel afviser Keld Nielsen at følge Sindal Markeds eksempel.
- Det gør vi ikke, fordi der ikke er nogen eksperter, der har fortalt, at vi skulle lade være med at afholde vores stævner. Det er Danmarks Rideforbund, der afholder stævnerne, og de har heller ikke ment, at de skulle aflyses. Alle anbefalinger siger god for at holde sådan et stævne her, siger Keld Nielsen.
På Sindal Marked holder man fast i sin beslutning på trods af Hjallerup Markeds valg om at byde heste velkomne.
- Hjallerup er et større hestemarked, end vi er. Så det er klart, at det har større konsekvenser for dem at udelukke hestene, end det har for os, siger Henrik Pedersen.
FAKTA OM HESTEHERPES
Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper.
Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter ca. 2 uger kan der tilstøde lammelser.
Herpesvirus 1 smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv. Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.
Vaccination kan foretages mod typer af herpesvirus, men dækker ikke optimalt mod herpesvirus 1.
Hestens herpesvirus 1 smitter i øvrigt ikke mennesker.
Hvordan overvåges en hestebesætning?
Observation af hestenes almenbefindende og temperaturtagning er de primære værktøjer til at opdage sygdom og forebygge spredning.
Ved temperatur fra 38,3 og opefter bør følgende foretages:
- Tilkald dyrlæge
- Få stillet en diagnose, herunder få taget laboratorieprøver
- Ingen til- eller afgang af heste til stalden indtil situationen er afklaret
Kilder: Dansk Ride Forbund, SEGES og Den Danske Dyrlægeforening