Kræftramte nordjyder lever længere
Kræftpatienter lever længere i Nord- og Midtjylland. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.
Flere og flere kræftpatienter i Region Midt- og Nordjylland overlever. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.
En ny undersøgelse af kræftpatienterne i Regionerne Nordjylland og Midtjylland viser, at antallet af patienter, der overlever en kræftdiagnose, stiger. Det er Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen.
- Vores undersøgelse viser, at en kræftdiagnose i dag ikke nødvendigvis er en dødsdom. Hvis man får konstateret for eksempel brystkræft eller tyk- og endetarmskræft, som er nogle af de hyppigst forekommende kræftformer, er chancen for at være i live efter fem år steget fra 70 til 75 procent for brystkræft, fra 37 til 43 procent for tyktarmskræft og 39 til 47 procent for endetarmskræft, siger professor Henrik Toft Sørensen.
Professoren ser flere forklaringer på, hvorfor det går fremad for kræftpatienterne i Nordjylland.
- På flere områder har man centraliseret kirurgien, hvilket kan være én af forklaringerne. Specifikt på brystkræft har tilbuddet om screening, der i Region Midtjylland og Region Nordjylland blev indført i 2007-2008, også betydet, at brystkræft i dag opdages tidligere, og det er med til at forberede prognosen for den enkelte markant, siger Henrik Toft Sørensen.
Men der er stadig arbejde at gøre for lægerne. Undersøgelsen viser nemlig også, at selv om flere og flere ser uf til at leve længere, så er der også en stigning i antallet af patienter med en kræftdiagnose.