KonXion køber mindre nordjysk virksomhed
Foto: KonXion
Per Allerup har solgt virksomheden Opfart til KonXion, som han fremover bliver en del af.
Det digitale bureau KonXion, der er en af Nordjyllands største virksomheder på sit felt, har købt den mindre nordjyske virksomhed Opfart.
Det digitale nordjyske bureau KonXion udvider virksomheden. KonXion har købt den mindre nordjyske virksomhed Opfart, som leverer søgemaskineoptimering.
- Opkøbet skal ses som et led i vores strategi om at mestre alle digitale kompetencer under et tag samt at være de dygtigste indenfor vores felt. Når vi samtidig kan finde kompetencerne i det nordjyske, er det blot et ekstra plus. Et af de vigtigste parametre i nutidens marketing-miks er den online tilstedeværelse. Side 2 i en Google-søgning er bare ikke godt nok, siger KonXions administrerende direktør Dennis Tranekær.
Overtagelsen af Opfart sker 1. august, hvor Per Allerup, som hidtil har drevet firmaet, rykker ind på KonXions kontor i Aalborg.
- Jeg glæder mig til at blive en del af et større bureau. Det giver mig mulighed for at fokusere yderligere på min ekspertise, der er at løfte kundernes online tilstedeværelse. Samtidig kan jeg udvikle mig på nogle af de fagområder, jeg finder interessante, siger Per Allerup.
KonXion har lige nu 30 ansatte.