Kommuner: Hærvejsruten skal op i international særklasse
Foto: Bruno Stagsted
Hærvejen har gennem tusinder af år ført rejsende op og ned gennem Jylland. De seneste år er interessen for den vokset med oprettelse af cykel- og vandreruter, der følger sporene efter den historiske vej.
15 kommuner, der ligger ved Hærvejen, har genoplivet en forening, der med et trecifret millionbeløb i ryggen skal give den historiske vej op gennem Jylland nyt liv og en turistmæssig standard i international klasse.
Den gamle hovedfærdselsåre Hærvejen, som gennem hundreder og tusinder af år har bragt frem og tilbage i Jylland og måske ud i verden, skal opgraderes med vandre- og cykelruter i international særklasse. Det er ambitionen bag genoplivning af foreningen Udvikling Hærvejen, der tirsdag holdt stiftende generalforsamling med deltagelse af borgmestrene fra 15 kommuner, som ligger ved sporet efter den historiske vej.
I dag har vi taget de første skridt til at give den gamle vej et helt nyt liv, som skal løfte den op på et internationalt niveau.
Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerland Kommune og formand i Udvikling Hærvejen
Borgmestrene har givet hinanden håndslag på i fællesskab at ville udvikle Hærvejens vandre- og cykelruter til national og international særklasse. Det første skridt er taget, fundamentet er ved at blive støbt til et unikt samarbejde om fremme af vandring og cykling.
Sammen med de 15 kommuner står Nordea-Fonden, der viser stor interesse for at investere et tre-cifret millionbeløb i et kvalitetsløft af ruten. Samtidig er tæppet løftet for udviklingen af store natur- og kulturoplevelser langs Hærvejen i et samarbejde mellem fonden og kommunerne, lyder det i en pressemeddelelse.
Sekretariat i Viborg
For at arbejdet skal lykkes har kommunerne tirsdag indgået aftale om etablering af et nyt hærvejssekretariat, som placeres i Viborg Kommune.
Borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, bliver formand for foreningen Udvikling Hærvejen, og han siger med stolthed:
- Det er med stor glæde, at vi nu har styrket det tværfaglige samarbejde og at hele 15 kommuner ned gennem Jylland er med til at løfte indsatsen og udviklingen om Hærvejen. I dag har vi taget de første skridt til at give den gamle vej et helt nyt liv, som skal løfte den op på et internationalt niveau, siger han.
Borgmester Ulrik Wilbek, Viborg Kommune, bliver næstformand, og han deler stoltheden med sin kollega:
- Viborg har, som den gamle konge- og hovedby på Hærvejen, altid spillet en vigtig rolle for den gamle vej. Viborg kommer nu til at huse endnu en central funktion på Hærvejen nemlig det nye sekretariat, der får plads på Viborg Rådhus. Vi glæder os både over at deltage i det nye samarbejde, siger han.
Foreningen Udvikling Hærvejen
- Fra Nordjylland er Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland, Aalborg, Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn kommuner, der deltager.
- Øvrige kommuner: Viborg, Silkeborg, Ikast-Brande, Vejle, Vejen, Haderslev og Aabenraa kommuner.
- Foreningen er faktisk fem år gammel, men den oprindelige forening blev tirsdag 13. april 2020 oplæst, hvorefter den nye forening, Udvikling Hærvejen, blev stiftet på et onlinemøde en time senere.
Bestyrelsen
- Formand: Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerlands Kommune
- Næstformand: Ulrik Wilbek, borgmester, Viborg Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Hans Henrik Hansen, rådmand, Aalborg Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Thomas Andresen, borgmester, Aabenraa Kommune
- Bestyrelsesmedlem: Signe Nepper Larsen, vicedirektør, Naturstyrelsen
- Bestyrelsesmedlem: Jens Hausted, direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme
FAKTA