Kommuneformand: Regering må hjælpe
Når næsten halvdelen af de nordjyske kommuner har så dårlig økonomi, er Folketinget nødt til at kigge på fordelingen af tilskud mellem kommunerne. Det mener formanden for de nordjyske kommuner.
Politikerne er nødt til hele tiden at holde øje med, hvad der sker i kommunerne - og ikke mindst, hvad det koster.
- Kommunerne skal vogte deres økonomi, som en slagterhund vogter sine gode ben. Det betyder, at de hele tiden skal være over sin økonomi, siger Egon Pleidrup (Soc.dem.), der udover at være borgmester i Morsø Kommune er formand for den nordjyske kommuneforening.
Og kommunalreformen har givet så store dønninger, at regeringen må slække på tøjlerne.
- Vi vidste på forhånd, at sådan en situation ville opstå. Og det er derfor vi også via Kommunernes Landsforening har sagt, at regeringen må have et large forhold til økonomien i disse år, påpeger Egon Pleidrup (Soc.dem.)
Men regeringen har ikke tænkt sig at give kommunerne længere snor. Faktisk indeholder oplægget til den forsinkede finanslov et forslag om, at kommunerne enkeltvis skal betale et beløb til staten, der svarer til deres overforbrug i 2008. Selv om et lokalt folketingsmedlem holder døren på klem.
- Det første er, at kommunerne selv må genåbne budgetterne for selv at ordne sine ting. Hvis det så stadig ser håbløst ud, vil det da være naturligt at rette henvendelse til finansministeren, siger folketingsmedlem Per Bisgaard (Venstre).