Kommer tyskerne nu? De plejer at booke meget tidligere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I det nordjyske fylder tyske turister meget, men denne sommer har de fyldt mindre, end de plejer.
I 2023 fyldte tyske turister 2,5 gange så meget som norske turister, og 4,5 gange så meget som svenske turister.
I hvert fald i Frederikshavn Kommune.
Men 2024 har givet en nedgang i antallet af overnatninger fra tyskerne, og hos Destination Nord tror de på, at de kender til en del af forklaringen.
- Vi tror på, at nu er tyskerne slået ud (det blev de fredag aften mod Spanien, red.) - det gør altså, at nu bliver der ikke nogen kæmpe store EM-fest i Tyskland. Så nu tænker vi, at dem, der har ferie, at tyskerne måske lige sidder og venter derhjemme i sofaen på, at det bliver den store fest. Det gjorde det så ikke, så nu tror jeg, at de kommer på ferie i Nordjylland, fortæller Tonny Skovsted Thorup, som er direktør i Destination Nord.
Hvordan har det ændret sig?
Og når tyskerne har ventet på den store EM-fest med landsholdet - som slog Danmark ud - er de altså i højere grad blevet hjemme.
Det har været til at mærke helt konkret, fortæller direktøren.
- Tyskerne har helt mod forventningen ventet lidt længere med at booke. De plejer ellers at være dem, der først ude. Tredje juledag, der begynder de at booke sommerferien. Men de har ventet, og jeg tror, at noget af det har med EM at gøre. Jeg tænker, at nu går proppen af ketchupflasken, og nu tænker jeg, at tyskerne kommer, siger Tonny Skovsted Thorup.
Han fortæller dog også, at det slet ikke er sådan, at der ingen tyske turister har været. Bare ikke i samme omfang som tidligere år. Det viser de nyeste tal fra Visit Denmark også i følge Jyllands-Posten. Her har der været et fald på tyske bookninger på 2,4 procent og 1,4 procent i henholdsvis juli og august sammenlignet med samme tidspunkt i 2023.
Og i de nordjyske går man med EM som umiddelbar forklaring.
- Vi har også sådan lige en formodning om, at der sidder nogen, der venter, fordi de ligesom har europamesterskaberne i Tyskland. At nogen, der har tænkt, "vi bliver hjemme, hvis vi selv vinder". Jeg tror ikke, at man vil gå glip af den fest. Nu har spanierne klaret det, og så tænker jeg, at så kan man godt tage på ferie, og de skal være så hjerteligt velkommen, slutter Tonny Skovsted Thorup.