Knæskadet Brian: Systemet spiller fallit
Brian Kristensen føler sig snydt af Hjørring Kommune efter de har afvist hans ønske om et fleksjob efter otte år med store smerter i knæet.
Adskillige læger mener ikke, Brian Kristensen fra Sindal kan passe et 37-timers arbejde. Alligevel afviste Hjørring Kommune i dag at give ham et fleksjob.
I de seneste otte år har Brian Kristensen haft så store smerter i knæet, at han ikke har kunne varetage et almindeligt fuldtidsarbejde.
- Det føles som om, nogen hælder kogende vand ned på mit lår og knæ. Og den smerte har jeg 80 procent af tiden, siger Brian Kristensen til TV2/Nord.
Derfor havde nordjyden sat næsen op efter et fleksjob, der kunne skaffe ham tilbage på arbejdsmarkedet. Men tirsdag klokken 10.26 fik Brian Kristensen afslaget i en mail.
- De (Hjørring Kommune, red.) skrev, at jeg ikke opfylder betingelserne for et fleksjob fordi jeg har nogle fritidsaktiviteter og fordi jeg har gennemført et studie, selvom jeg studererede på deltid og med masser af hjælp undervejs. Så jeg forstår ikke deres beslutning - jeg synes, systemet spiller fallit, siger han.
Formanden for arbejdsmarkedsudvalget, Ivan Leth (Soc.Dem.), mener, jobcenteret har handlet korrekt i behandlingen af Brian Kristensens ansøgning om fleksjob.
- Det er svært at få et fleksjob, for man skal have under 50 procent arbejdsevne. Så Brian skal "bare" kunne varetage et job på mere end 15 timer om ugen plus lidt fritidsaktiviteter og så kan han ikke få et fleksjob, siger Ivan Leth.
Brian Kristensens dagpengeperiode udløber om 19 dage, og hvis situationen ikke ændrer sig, må han ned i køen til et akutjob sammen med 600 andre fra Hjørring.
Brian har tænkt sig at anke sagen, men en behandling dér tager normalt 8-10 måneder.