Klimaforandringer ændrer årets gang i haven
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det milde novembervejr forlænger havearbejdet.
Med det seneste stykke tids milde vejr er der blevet plads til at nå de sidste gøremål i haven inden vinter.
Men det er ikke kun særligt for i år, at havearbejdet fortsætter ind i november.
Tager man klimaforandringer in mente, så er mange vaner og tommelfingerregler ikke længere gældende for havearbejdet.
Det gør Haveselskabet opmærksom på i en pressemeddelelse.
- Så længe vejret er så mildt, og der stadig er varme i jorden, kan vi fortsætte med meget havearbejde, fortæller Anne Stine Bruun i pressemeddelelsen, som er landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver.
Her får du et overblik over, hvad der stadig kan nås i haven, inden den går i vinterhi.
Græsset vokser endnu
Plæneklipperen er et af de redskaber, som ikke skal pakkes væk endnu.
- Græsset vokser fortsat derude, fordi temperaturen skal ned under 6 til 7 grader, før det holder op med at gro. Vi skal nok regne med at skulle slå græsset en større del af året, end vi hidtil har været vant til, siger Anne Stine Bruun.
I år i oktober og november har der kun været én dag, hvor middeltemperaturen har været under 6 grader indtil videre.
Plæneklipperen kan også bruges til et andet formål.
Mange haveejere kan i efteråret få lyst til at rive de visne blade sammen og smide dem væk, men bladene indeholder faktisk mange næringsstoffer til naturens øvrige planter.
Bladene indeholder blandt andet nitrogen og fosfor, som nedbrydes i jorden og i sidste endte omdannes til ammonium og fosfat. Det er to af naturens helt egne gødningsmidler.
Her kommer plæneklipperen i spil igen. Ved at skære bladene i mindre stykker, kan de nemmere nedbrydes i jorden.
De nedfaldne blade kan bruges flere steder i haven: I blomsterbedene, under buske, i køkkenhaven eller gemmes som kompost til foråret.
Bliv klar med bær til næste år
Det milde vejr betyder også, at det ikke er for sent at plante nye frugttræer og bærbuske.
Har man et ønske om at være mere selvforsynende, så kan bærbuskene allerede nå at give de første bær til næste år, hvis de plantes nu.
Et andet godt tip er at omplante de planter, som kan have brug for mere eller mindre sol i næste sæson.
Risiko for rim i græsset i den kommende uge
Frosten har endnu ikke gjort store indtog, og derfor er det stadig muligt at nå at beskære sine buske og træer, uden at de får frostskader.
De afklippede grene kan for eksempel bruges til bygge et kvashegn, som er et godt sted for pindsvin at gå i vinterhi.
Hvis man ønsker at gøre endnu mere for naturens dyr i haven, så er jorden stadig blød og nem at grave i til at lave et vandhul til dyrene.
Nedenfor ses den europæiske vejrmodel ECMWF IFS's 22 forskellige bud på temperaturen de næste to uger. Den hvide streg angiver gennemsnittet, og i den kommende uge er der stadig temperaturer til den milde side.
De afklippede grene kan for eksempel bruges til bygge et kvashegn, som er et godt sted for pindsvin at gå i vinterhi.
Hvis man ønsker at gøre endnu mere for naturens dyr i haven, så er jorden stadig blød og nem at grave i til at lave et vandhul til dyrene.
Nedenfor ses den europæiske vejrmodel ECMWF IFS's 22 forskellige bud på temperaturen de næste to uger. Den hvide streg angiver gennemsnittet, og i den kommende uge er der stadig temperaturer til den milde side.
Der er generelt stadig flere dage at gøre med, hvis haven skal have en sidste tur, inden mere vinterlige temperaturer melder sin ankomst.