KL støtter socialministers overgrebspakke
Foto: Tv2nord.dk
Søndag aften løftede socialminister Karen Hækkerup sløret for sin nye "overgrebspakke", der skal gøre det muligt at undgå sager om misbrug som dem i Rebild, Serritslev og Brønderslev.
Udspillet bygger på en række anbefalinger, som ministerens ekspertpanel fremsatte umiddelbart før sommerferien.
I Nordjylland har en række sager om overgreb i blandt andet Rebild, Serritslev og Brønderslev chokeret igen og igen, og i flere tilfælde er kommunerne blevet kritiseret for deres indsats.
Nu vil social- og integrationsminister Karen Hækkerup (Soc. Dem.) give kommunerne nye værktøjer, så lignende sager kan undgås i fremtiden.
- Vi er meget enige i de forslag, som ministeren lancerer. Og i kommunerne er vi allerede godt i gang med at løfte indsatsen på de områder, som ministeren fremhæver. I kommunerne føler vi os dybt forpligtet af vores ansvar over for børnene og medansvarlige for at højne kvaliteten i børnesagerne, siger Jane Findahl, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg.
Pakken går blandt andet ud på, at der bliver sat en 24 timers grænse på, hvor lang tid en underretning må ligge, børn skal inddrages langt tidligere i sager om mistrivsel og overgreb og en stor del af medarbejderne i kommunerne skal efteruddannes.
Udgifterne til ministerens udspil udgør 315 millioner kroner i 2013-2016, og udspillet finansieres i satspuljen for 2013.