KL: Færre danskere skal på sygehuset
Foto: Daniel Mikkelsen
Færre skal på sygehuset og i kortere tid, mens flere skal have hjælp i kommunerne, mener KL i nyt udspil.
Patienter med behov for genoptræning skal allerede inden for en uge have besked om det forløb, de skal igennem.
Sådan lyder et af målene i en ny sundhedspolitik, som Kommunernes Landsforening (KL) fremlægger forslag til i dag torsdag på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg.
- Efter udskrivning er det helt centralt, at patienterne modtager en effektiv rehabilitering i deres nærmiljø, så de hurtigt kan vende tilbage til deres hverdagsliv, siger Jan Trøjborg (S), der er formand for KL og borgmester i Horsens.
Bedre genoptræning skal forhindre komplikationer, ny sygdom og i værste fald førtidspension.
Sammen med 67 andre forslag skal det flytte hele indsatsen for sundheden tættere på borgeren. Mere døgnbemandet sygepleje skal hjælpe flere til at blive behandlet i eget hjem, mens færre skal indlægges og i kortere tid.
Der er ikke udsigt til flere penge til sundhed, men derimod til flere ældre og patienter med kroniske sygdomme. Kommunerne skal kunne tilbyde forløb til borgere med diabetes 2, lungesygdommen KOL og til borgere med hjerte-kar-sygdomme.
- Kommunerne ønsker ikke et dyrere sundhedsvæsen, men et sundhedsvæsen - og en økonomisk prioritering - som betyder, at vi forebygger indlæggelser og genindlæggelser, siger Jan Trøjborg.
- Og at der er incitament til at behandle der, hvor det giver bedst mening for patient og samfund, siger han.
Lægeforeningen kalder udspillet et stort skridt fremad og roser forebyggelse mod genindlæggelse.
Foreningens formand, Mads Koch Hansen, savner imidlertid, at KL klart siger, at ældre medicinske patienter vurderes af læger på helt samme måde som andre patienter, når de er akut syge.
- Det er afgørende, at det altid er en læge, som tager stilling til, om en patient er bedst tjent med at blive hjemme, være på en særligt indrettet plejehjemsplads eller indlægges, siger Mads Koch Hansen i en pressemeddelelse.