Kim måtte vente ni måneder på at få sine penge - nu ruller sagen på Christiansborg
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Beskeden var i første omgang, at der ville være en sagsbehandlingstid på 16-20 uger.
Kim Poulsen måtte vente ni måneder på at få frigivet sine egne penge til en ny cykel.
- Det er jo Kims eneste transportmiddel. Ligesom vi andre kan være afhængige af en bil, så er han afhængig af sin cykel.
Ordene kommer fra Rikke Falk Poulsen, der er søster til og værge for Kim Poulsen, der er udviklingshæmmet.
Rikke Falk Poulsen søgte i januar om at få frigivet 30.000 kroner af Kims egne penge til blandt andet at kunne købe en ny cykel og en computer med printer.
Kims cykel var nemlig fuldstændig nedslidt, og uden den kan han ikke komme rundt.
- Det er en cykel, der er i ufattelig dårlig stand, og den er nok ikke helt up to date på sikkerhed, fordi den har de her minireperationer hele tiden. Det er penge lige ud af vinduet, siger Rikke Falk Poulsen.
Men efter ni måneder var der ingenting sket fra Familieretshusets side, og Kim måtte se langt efter at kunne bruge sine egne penge på en ny cykel.
Først da Rikke Falk Poulsen skrev til TV2 Nord, skete der noget.
Otte timer efter at TV2 Nord skrev til Familieretshuset om en kommentar til den alenlange sagsbehandlingstid, stod pengene pludselig på Kims konto.
Afdækningen har nu fået Kim Poulsens sag til at rulle på Christiansborg.
Socialordfører fra Danmarksdemokraterne, Marlene Harpsøe, har nemlig afkrævet social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), et svar på, hvordan den slags kan finde sted:
"Hvad er ministerens holdning til, at det skal tage 9 måneder at få lov til at købe en cykel for sine egne penge som omtalt i artiklen »Udviklingshæmmet har ventet ni måneder på at få lov at købe en cykel for sine egne penge« den 1. oktober 2023, og hvad agter ministeren at gøre for at nedbringe ventetiden i Familieretshuset?, siger hun i et §20 spørgsmål til ministeren.
Forlanger forklaring fra Familieretshuset
TV2 Nord har i flere omgange afdækket, hvordan hjerneskadet eller udviklingshæmmede borgere bliver udnyttet, forsømt eller snydt af deres professionelle værger, som i visse tilfælde tjener kassen på at være værge for over 70 mennesker.
Det er Familieretshuset, som er ansvarlig for at kontrollere værgerne og sikre, at de opfylder deres forpligtelser.
TV2 Nord afdækning har blandt andet fået Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen til at forlange svar fra myndighederne:- Familieretshuset må forklare, hvordan de her sager overhovedet kan lade sig gøre, siger han.
Social- og boligministeren er ansvarlig for Familieretshuset, mens selve værgeloven ligger hos justitsminister Peter Hummelgaard (S). Han har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et svar til TV2 Nord:
- Jeg lægger stor vægt på, at der er retssikkerhed for personer under værgemål. Det er et meget betydningsfuldt hverv at være værge for en person, der ikke selv kan varetage sine forhold, og det påvirker mig naturligvis, hvis pårørende oplever, at værgen ikke har varetaget interesserne ordentligt for den person, der er under værgemål, skriver Hummelgaard.
- Civilstyrelsen kontrollerer løbende, at Familieretshuset fører det fornødne tilsyn med værgerne. På baggrund af den seneste tids dækning af værgemål i pressen vil jeg bede Civilstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt der er behov for tiltag på området, slutter han sit svar.