Kent Nielsen: Vi kan også drille Dinamo Kiev
AaB-træner Kent Nielsen tror på, at AaB kan hente point mod gruppens nummer et.
AaB-træner Kent Nielsen tror på, at det danske mesterhold kan drille Dynamo Kiev, når ukrainerne om tre uger kommer på besøg i Aalborg i Europa League.
Nordjyderne slog torsdag aften Rio Ave fra Portugal 1-0, og generelt føler Kent Nielsen, at hans spillere har et godt tag på udeholdene i Aalborg.
- Dynamo Kiev ser stærke ud bedømt på den kamp, jeg har set mod Rio Ave, som blev slået 3-0. Vi bliver ikke lige så dominerende på bolden, for det er et klassehold, siger Kent Nielsen.
- Mod Dinamo Zagreb og Apoel, som vi mødte i Champions League-kvalifikationen, var vi i mine øjne det bedste hold, og vi har en tro på, at det kan lykkes.
- Det kunne være rart at få point mod Kiev, for vi er med i denne turnering for at komme videre, fastslår AaB-træneren.
De kommende modstandere fra Ukraine slog torsdag aften Steaua Bukarest med 3-1 i Kijev. Dynamo har dermed indledt Europa League med to sejre og topper AaB's gruppe med maksimumpoint.
- De er ikke lige så gode som Shakhtar Donetsk, men det er et klassehold med hurtigt omstillingsspil og god fysik, og spillerne er meget løbestærke. Det bliver en hård test, men jeg tror på, at vi kan få point, siger han.
Kent Nielsen er generelt godt tilfreds med torsdagens 1-0-sejr over Rio Ave, hvor holdet fik rettet op på indtrykket fra 0-6-nedsmeltningen mod Steaua Bukarest for to uger siden. Han havde dog ønsket, at kampen var blevet lukket lidt tidligere.
- Det blev lidt for spændende i det sidste kvarter. De havde mange indlæg, og vi kan godt ærgre os over, at vi ikke havde afgjort kampen. Men man kan ikke sætte en finger på, at vi vandt, siger AaB-træneren.
Nicklas Helenius blev matchvinder for nordjyderne med en hovedstødsscoring umiddelbart efter pausen.