Kent Nielsen efter AaB-sejr: Vi er hyperfarlige
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Kent Nielsen erkender, at 4-2-sejren over FC Nordsjælland var vild. AaB's skarphed var afgørende.
AaB er specialister i at spille underholdende kampe på udebane. Onsdagens superligakamp ude mod FC Nordsjælland var ingen undtagelse. Her sikrede nordjyderne sig en 4-2-sejr efter et sandt chanceorgie.
- Vi er hyperfarlige og har mange, der kan score mål. Selvom vi kom bagud, havde vi haft chancer, og drengene kørte bare på. Vi var dygtige og spillede ind i mellem rigtig stærk fodbold, selvom det var en rigtig vild første halvleg, siger træner Kent Nielsen.
- Begge hold gik højt i første halvleg, og det gav meget plads. Det gjorde, at det blev vildt, og det gjorde, at forsvarsspillerne ikke fik ret meget beskyttelse. Så det kom til at handle om, hvem der var skarpest, og det var vi heldigvis.
Nordjydernes første to mål blev sat ind af Anders K. Jacobsen, der ikke havde scoret siden december.
- Det var en forløsning. Jeg har savnet at være målscorer, og jeg føler måske også, at jeg skyldte en enkelt eller to. Så at score to mål på sådan en aften er en forløsning, især når det er med til at sikre sejren, siger Jacobsen.
- Det første mål var lidt heldigt, da den blev rettet af, og det gav mig så selvtillid til at prøve det svære ved den anden scoring.
Mens AaB hjemme på det seneste har haft svært ved at score, blev det mod FC Nordsjælland til den niende udekamp i træk med mindst to AaB-mål.
- Det kan være, at vi spiller mere frit på udebane. Når vi er på hjemmebane, stiller modstanderne sig ofte ned og spiller på omstillinger, mens det på udebane ofte er lige modsat og vi kan få lov til at spille på omstillinger, siger kantspilleren Kasper Kusk.
- Vores spil på udebane har været kendetegnet ved, at vi er ekstremt skarpe på omstillingerne, og det viste vi heldigvis flere eksempler på her.
Med sejren spillede AaB sig tilbage på førstepladsen, inden FC Midtjylland torsdag gæster Brøndby.