Kent Nielsen dufter medaljer: AaB kan slå alle hold
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Kent Nielsen indrømmer, at AaB's perfekte start på foråret i ligaen er vital for nordjydernes medaljechancer.
Det er godt nok blevet til både exit i Europa League og i pokalturneringen, men i Alka Superliga har AaB fået en perfekt start på foråret.
Det er blevet til tre sejre ud af tre mulige over først Brøndby, så Esbjerg, og søndag gik det så ud over Randers, der blev sendt hjem med et 1-2-nederlag fra Aalborg.
De danske mestre har med sejrene nu kun tre point op til bronzemedaljerne i ligaen.
- Vi er rigtig glade for, at vi har evnet at få de point, som vi har fået. Vi har været forårets hold, og ni point efter tre kampe er perfekt. Men vi er stadig sultne efter mere, siger AaB-Kent Nielsen.
Han tror på, at pointhøsten kan fortsætte i løbet af foråret.
- Vi har et mål om at vinde alle fodboldkampe. Vores hold er så stærkt, at vi hvis vi peaker, har vi styrken til at slå alle hold. Det er uanset, hvem vi møder, og hvor vi spiller, siger Kent Nielsen.
- Vi har slået FC Midtjylland, FC København og Randers i denne sæson, så vi har også bevist, at vi kan slå top-tre.
- Kunsten er selvfølgelig ikke kun at gøre det én gang, men at blive ved. Der har vi ikke været dygtige nok, men vi har taget nogle vigtige skridt her i foråret.
- Vi tager det ikke for givet, at det fortsætter, og vi skal nok også få rigelig problemer med Hobro i næste runde, siger Kent Nielsen.
AaB har efter 20 kampe hentet 31 point. Det er tre point færre end søndagens modstander, Randers, der ligger på tredjepladsen.
Foran Randers ligger FC København med 38 point, og helt i spidsen har FC Midtjylland 47 point.