Katedralen rives ned
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Katedralen ved den gamle cementfabrik i Nørresundby skal rives ned. Dermed skrinlægges planer for den gamle bygning.
Den markante og stærkt faldefærdige cementfabrik på Lindholm Brygge i Nørresundby, der går under navnet katedralen, skal rives ned.
Der har været planer om at drive hotel i den markante bygning, men det projekt ser nu ud til at være skrinlagt. Derfor har et enigt miljø- og teknikudvalg i Aalborg Kommune besluttet at bygningen skal rives ned.
Fra beboere i området har kommunen gentagne gange modtaget klager over den misligholdte bygning.
- Nu har vi i hvert fald påbegyndt arbejdet, så bygningen kan blive revet ned. Vi kan ikke være bekendt at have den tomme bygning stående overfor beboerne i området. Og der er ikke noget der tyder på at hotelplanerne bliver til noget, siger rådmand Mariann Nørgaard for teknik og miljø til TV2/Nord.
Kommunen går nu i gang med at få lavet et forslag til en lokalplan, som gør det muligt at rive Katedralen ned. Den proces kan vare op til et år.