Kat kom hjem med hagl i maven
Kat ramt af hagl. Indbyggere er forargede
Ukendte gerningsmænd skød fredag katten Gismo med et luftgevær.
Bente Kristensen sidder fredag aften og spiser med sin familie i haven i Vadum. Familiens kat Gismo er dog ikke at finde i haven. Han har været væk i en lille time. Men pludselig kommer han tilbage - haltende.
- Vi tænker, at han sikkert har været oppe at slås, men vi undersøger det nærmere, og kan se at han bløder, fortæller Bente Kristensen, der vasker såret og kan se hvad der ligner et skudhul.
Bente Kristensen kontakter dyrlægevagten alt imens Gismo får det værre. Han begynder at kaste op, puster og har det rigtig skidt.
Ved dyrlægen i Aabybro bekræfter man Bente Kristensens mistanke. Der er tale om et skudhul og i bugen på Gismo sidder haglet fra et luftgevær.
Gismo kommer under kniven og lever stadig. Han fik ved operationen fjernet fem centimeter af sin tarm, og er endnu ikke på toppen.
- Jeg står frem med det her, fordi jeg synes, det er usmageligt at der er nogen, der kan finde på at gøre sådan noget, siger Bente Kristensen, der ikke har nogen idé om hvem der kan stå bag.
- Flere i området har katte, og der er flere af dem, der har givet udtryk for, at de synes, det er skammeligt, at det kan ske. De bliver jo også utrygge over at lukke deres katte ud, og tænker at der er sket dem noget, hvis katten ikke kommer hjem.
Det kostede Bente Kristensen 6000 at redde Gismos liv, og hun har meldt episoden til politiet.