Karina er fængselsbetjent: Sker dét her, smider hun nøglerne
Foto: Caspar Birk
45-årige Karina Hartmann Hansen elsker sit job som fængselsbetjent, men nedskæringer og et hårdere miljø gør, at hun overvejer sit karrierevalg.
Karina Hartmann Hansen smiler bredt, når hun skal fortælle, hvorfor hun for tyve år siden valgte at blive fængselsbetjent og har holdt fast i den branche siden.
- Lidt naivt troede jeg, at jeg skulle ind og redde verden. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Men dagene er virkelige uforudsigelige og alsidige. Og så gør jeg en forskel. Det kan godt være, at det er en lille forskel, men jeg gør en forskel, siger Karina Hartmann Hansen om sit arbejde med de godt 30 indsatte, hun er fængselsbetjent for i Frederikshavn Arrest.
Hvis jeg trykker på alarmen, så går der på en god dag tyve minutter, før politiet kommer. Og der kan nå at ske mange grimme ting på tyve minutter.
Karina Hartmann Hansen, fængselsbetjent
For nylig blev der skåret i bemandingen i arresten, så de fremover skal være to og ikke tre på arbejde ad gangen. Desuden er deres medarbejdermøder skåret væk.
Tyve minutter
- Vi har overbelægning, og det er altså ikke kun indbrudstyve, der sidder inde. Hvis jeg trykker på alarmen, så går der på en god dag tyve minutter, før politiet kommer. Og der kan nå at ske mange grimme ting på tyve minutter, siger Karina Hartmann Hansen.
Hun har allerede mistet en kollega, der ikke kunne holde til jobbet.
- Og vi har også en anden, der er langtidssygemeldt, siger hun lige så stille som alvorligt.
En opgørelse fra Fængselsforbundet viser, at der sidste år blev opsagt over 100 fængselsbetjente af helbredsmæssige årsager. Og en frisk undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at mere end hver ottende fængselsbetjent i Danmark opfylder kriterierne for posttraumatisk stress.
Angreb på den blå skjorte
For nogle år siden blev en fængselsbetjent skudt to gange i benet uden for Nyborg Fængsel, da han mødte ind på arbejde.
- Det kunne lige så godt have været mig, fordi det drejede sig udelukkende om at statuere et eksempel. Det var et angreb på den blå skjorte, fortæller Karina Hartmann Hansen med henvisning til uniformen. Også andre episoder som en skydeskive i postkassen og en avis, der ligger på morgenbordet, hvor der er slået op på en side med en artikel om skudepisoden fra Nyborg, har været med til at forpeste arbejdsmiljøet.
Derfor har fængselsbetjenten fra Frederikshavn Arrest, der tidligere har været i Horsens, Sandholmlejren og Vestre Fængsel i København sat sig en klar grænse.
- Hvis jeg bliver opsøgt på min hjemadresse, så smider jeg nøglerne.