Kæmpe sporarbejde flere steder i Nordjylland: Sådan påvirker det sommertrafikken
Se her, hvordan togtrafikken i Nordjylland påvirkes, når skinner og signalsystem bliver udskiftet.
Sommeren er tiden, hvor mange benytter sig ekstra meget af togene for at komme rundt i det ganske danske land. Om det er til festival, på familiebesøg eller noget helt tredje, så er togene en god mulighed for at komme afsted.
Det bliver dog ekstra besværligt og måske endda kaotisk for nordjyderne i år.
Banedanmark har nemlig hen over sommeren gang i et af de største anlægsarbejder i mange år mellem Aarhus og Hjørring.
- Det bliver nogle travle måneder på den jyske hovedstrækning, og vi håber derfor, at togpassagererne har tålmodighed, mens arbejdet står på, forklarer ledende anlægschef hos Banedanmark Jørn Halkær Jacobsen.
Ny perron til Brønderslev
Der skal både udskiftes spor og signaler, lægges nye skinner, sættes strømmaster op, og så bliver det også til en helt ny perron i Brønderslev, som i flere år har været udskældt.
Alle projekterne kommer til at påvirke togtrafikken i tre måneder helt frem til begyndelsen af oktober.
- Vi gennemfører de mange projekter samtidig hen over sommeren for at udnytte tiden. Sammen med jernbanevirksomhederne har vi planlagt, hvordan tog og passagerer bedst muligt kommer gennem sporarbejderne, forklarer Jørn Halkær Jacobsen.
Formålet med projekterne er ifølge Banedanmark at vedligeholde og forny jernbanen og forberede strækningen mellem Aarhus og Aalborg til fremtidens klimavenlige el-tog.
Og der vil i perioden fra 26. juli til 6. oktober ikke køre tog på dele af strækningen mellem Aarhus, Aalborg og Hjørring. Der vil i stedet være togbusser.
- Lige nu og her kan man godt forstå, det er lidt irriterende for de rejsende, men når vi er færdige med det til oktober, så har vi en bedre og mere driftssikker jernbane. Det er det værd, det er det, påpeger Jørn Halkær Jacobsen.
Her bliver togtrafikken påvirket
Alene på og omkring Aalborg Station skal der renoveres syv kilometer spor, og samtidig skal samtlige 37 sporskiftere i området udskiftes. Derudover bliver to broer i Aalborg gjort klar med kørestrømsanlæg til fremtidens el-tog.
Syd for Hjørring Station laver Banedanmark et helt nyt dobbeltspor, der gerne skulle lette togtrafikken i Vendsyssel. Brønderslev kommer også til at mærke en markant ændring. Byens stærkt omdiskuterede perron skal rives helt ned og bygges op igen.
Det store arbejde med at udskifte signaler, skinner, en enkelt perron og nye strømmaster kommer til at påvirke togtrafikken i Nordjylland hele sommeren og begyndelsen af efteråret.
Banedanmark og jernbanevirksomhederne opfordrer togpassagererne til at planlægge rejsen på Rejseplanen. DSB, Nordjyske Jernbaner og GoCollective indsætter togbusser i de perioder, hvor der ikke kan køre tog.
Man kan se informationer om ændringer i køreplanerne og indsættelse af togbusser i Nordjylland på DSB og Nordjyske Jernbaners hjemmesider.
Det skal der udføres
Et af de største projekter på strækningen er fornyelsen af sporene på Aalborg Station. Her skal Banedanmark blandt andet udskifte 37 sporskifter og ombygge sammenlagt 7 kilometer spor inden for stationsområdet. Der skal også arbejdes ved to broer, hvor der skal gøres plads til kørestrømsanlæg til fremtidens el-tog.
På Langå Station skal sporene også fornyes og samtidig hastighedsopgraderes, så det på sigt bliver muligt at øge hastigheden til 160 km/t. Samtidig gøres der plads til master og kørestrømsanlæg på stationen, så den også kan blive klar til fremtidens grønne el-tog.
Mellem Hobro og Aalborg skal der også arbejdes intensivt, når 13 af Banedanmarks broer på strækningen skaEmbedreorderminimizedelete_outlineURLBeskrivelsecanceladdarrow_drop_downl vedligeholdes og forberedes til elektrificering. Derudover skal syv slidte sporskifter på Skørping Station udskiftes, og på Arden Station fornyer Banedanmark spor og sporkasse (fundamentet under sporet).
Nord for Limfjorden river Banedanmark perronen i Brønderslev ned og erstatter den med en ny og højere perron, der gør det nemmere at stige ind og ud ad togene. Og i Hjørring fornyes det eksisterende jernbanespor, og samtidig udvides kapaciteten med et helt nyt dobbeltspor syd for stationen.
På strækningen mellem Aarhus-Aalborg og Aalborg Lufthavn tester Banedanmark det nye signalsystem og tager det i brug senere på året. De gamle analoge signaler er slidte og årsag til mange fejl og bliver derfor nu udskiftet med et nyt digitalt signalsystem, der på sigt vil give flere tog til tiden, bedre trafikinformation og mulighed for flere tog på skinnerne.