Kæmpe solfangeranlæg taget i drift i Sæby
Nordjyllands største solfangeranlæg blev i dag taget i brug i Sæby. I fremtiden kan fjernvarmekunderne i Sæby se frem til at få CO2 neutral varme i radiatorerne.
Nordjyllands største solfangeranlæg blev i dag taget i brug i Sæby. I fremtiden kan fjernvarmekunderne i Sæby se frem til at få CO2 neutral varme i radiatorerne.
Teknikerne har brugt det meste af natten til at fylde de 860 solpaneler med vand. Det kan ikke gøres mens solen skinner for så vil vandet koge væk. Da solen stod op i morges begyndte panelerne at levere varme til værket.
- Vi har ingen erfaringer, men vi kan dog allerede se inde på skærmen hvordan det går. Lige i dette øjeblik producerer anlægget nok dobbelt så meget som det byen forbruger, siger driftsleder Jørgen Holm, Sæby Fjernvarmeværk til TV2/NORD.
Med sine 11.800 m2 er solfangeranlægget det største i Nordjylland. I fremtiden forventer Sæby Fjernvarmeværk at anlægget kan erstatte omkring 10 % af den naturgas værket ellers bruger på opvarmning.
Til gengæld skal fjernvarmeværket fremover kigge ekstra på vejrudsigterne når de skal planlægge morgendagens varmeproduktion.
- Vi har jo hele tiden skulle kigge på vejrudsigter og ligesom prøve at forudse forbrugernes varmebehov. Nu bliver det bare endnu mere kompliceret, fordi vi ud over varmeforbruget også skal forudse hvor meget det her anlæg vil producere , siger driftsleder Jørgen Holm.
Anlægget koster 16,5 millioner kroner og finansieringen er indregnet i den daglige drift og skulle ikke betyde højere varmeudgifter for forbrugerne. Først om 10 år, når anlægget er betalt, kan prisen på fjernvarmen falde på grund af anlægget.