Jutlander skruer op for sine forventninger til 2014
Foto: Lone Vad Dam
Fusionsbanken kommer ud af tredje kvartal med et resultat efter skat på 103 millioner kroner. Det øger forventningerne til årsresultatet.
Jutlander Bank kommer ud af tredje kvartal med 103 millioner efter skat.
- Vi er endnu en gang blevet bekræftet i, at fusionen var en strategisk rigtig beslutning, siger Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank, efter at banken har skruet op for sine forventninger til indtjeningen i 2014.
Jutlander har tidligere meldt ud, at banken for hele året forventede en primær indtjening - det vil sige indtjening før nedskrivninger, kursreguleringer, udgifter til sektorløsninger og skat - på mellem 230 og 250 millioner kroner.
Forventningen er nu skruet op til et overskud mellem 250 og 265 millioner.
Per Sønderup er især begejstret for, at Jutlander Bank, som blev til i januar ved en fusion mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro, har formået at styre sine omkostninger.
Sammenlagt havde de to sparekasser på samme tid sidste år udgifter til personale og administration for sammenlagt 319 millioner kroner. Udgifterne er steget til 330 millioner kroner, men heri indgår planlagte og gennemførte fusionsomkostninger på 25 millioner.
- Vores omkostninger ser altså ud til at være vokset, men fratrækker man udgifter til fusionen, så har vi faktisk sparet 14 millioner kroner, forklarer Per Sønderup.