Julegaver til dobbelt pris?
Julehandlen topper i løbet af de næste par uger, hvor nordjyderne køber gaver - men det gør priserne også. Mange af varerne bliver kort efter jul solgt med store rabatter, når januarudsalget skal lokke kunder i butikkerne.
Eller undgå at blive snydt og giv et gavekort til jul.
Måske kender du den ubehagelige fornemmelse! Du har fundet de perfekte stilletter til kæresten eller det perfekte rivejern til svigermor, og så sniger tvivlen sig ind:
Kommer gaverne på udsalg efter jul - og betaler du dermed dobbelt pris for varerne?
Det er det samme år efter år. Du kan aldrig helt vide dig sikker på, om dine dyre julegaver falder til halv pris i samme øjeblik de er pakket op. Ofte kan eller vil butikkerne ikke oplyse om en vare kommer på udsalg efter jul, og derfor skal du altså selv holde øje med, om du eventuelt kan bytte din ene gave til to under januarudsalget.
-Jamen, jeg synes da, at det er træls. Jeg har før købt julegaver til store penge, og så er de sat ned til det halve, bare fordi vi kommer et par dage frem. Det er bare ærgerligt, siger Esther Sørensen fra Hobro, som vi mødte på juleshopping.
I Aalborg Storcenter ved butikkerne godt, at januarudsalgets store rabatter kan provokere dem, der har købet varer før jul til fuld pris.
Centerchef i Aalborg Storcenter Preben Bjerregaard siger:
-Det politiske svar vil nok være, at jeg ikke kan give nogen garantier mod at det kan ske igen, men det er ikke intentionen. En god julegave er vel noget, der gør både modtager og giver glad - og ikke noget man ønsker at bytte bare fordi der er udsalg.
Tidligere forbrugerundersøgelser har vist, at op imod hver femte julegave bliver byttet efter jul - men det betyder altså også, at 4 ud af 5 bliver hjemme i skabet.
Hvor mange der går glip af rabatterne på januarudsalget ved ingen, men der findes en metode så du undgår at blive snydt. Hvis du i stedet for stilletterne og rivejernet vælger at give et gavekort til skobutikken eller isenkræmmeren, kan kæresten og svigermor vente med at købe deres julegaver til januar, hvor udsalget er i gang. På den måde kan de ofte få dobbelt så meget for pengene. Alligevel begejstrer den metode heller ikke alle forbrugerne:
-Jamen det er nu engan g d. 24. december det er juleaften og det er man nødt til at købe gaverne efter, siger Esther Sørensen fra Hobro.
Før du køber et gavekort i julegave skal du altså vide, om det falder i god jord hos modtageren, og det er også værd at undersøge de enkelte butikkers politik på området.
Hvor længe gælder gavekortet - og kan man få pengene igen? Læs evt. disse fem gode råd inden du køber.