Johnni har samlet en million ind: - Vi gør det virtuelt
Årets Nordjyde Johnni Olesen og resten af holdet bag sportarrangementet 24 Timer i Hjallerup har nu rundet en million kroner med deres indsamling til Julemærkehjemmet.
Coronavirus har sat en kæp i hjulet på stort set alle arrangementer. Det glæder også for det fysiske arrangement 24 timer i Hjallerup. Men for Johnni Olesen, der i 2020 vandt årets nordjyde, og holdet bag sportsarrangementet, er man i disse tider nødt til at tænke kreativt. Derfor holder de alligevel årets indsamling 24 Timer i Hjallerup, bare som et virtuelt arrangement.
- For os er det vigtigt, at julemærkehjemmet stadig får nogle penge, selvom vi er i en svær tid. Børnene på julemærkehjemmet har det også hårdt lige nu. De er jo også hjemsendt, og det er hårdt ved dem, siger Johnni Olesen.
Johnni Olsen, der også er kendt som manden, der svømmede Nordjylland Rundt for at samle penge ind til Julemærkehjemmet, har tidligere samlet penge ind. Og nu vil han gøre det igen.
- Vi kan jo ikke samle flere tusinde mennesker, som vi plejer, så det er derfor, vi har valgt at gøre det virtuelt, siger han.
Helt konkret betyder det, at alle der måtte have lyst, skal melde sig til, og derefter optage en video af det, de går og laver næste lørdag. Den video og et deltagergebyr, skal herefter sendes til Johnni Olesen og de andre, der sidder klar til at klippe videoerne sammen til et virtuelt indsamlingsshow.
- Det er jo mega fedt. Nu går vi efter den næste million, så vi kan finde en god gave til julemærkehjemmet, siger Johnni Olesen.
Det virtuelle 24-Timers arrangement bliver afholdt den 20. og 21. februar.