Jimmy Nielsen færdig som cheftræner for Hartford Athletic
Foto: Ed Zurga/AFP/Ritzau Scanpix
Arkivfoto fra 2012.
Den tidligere AaB-målmand og Hartford Athletic er blevet enige om at stoppe samarbejdet.
I september 2018 kunne en spændt Jimmy Nielsen trække i arbejdstøjet som den første cheftræner i den nystiftede amerikanske fodboldklub Hartford Athletic.
Nu – 14 måneder efter – er det dog slut. Jimmy Nielsen og Hartford Athletic er blevet enige om at gå hver til sit, skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne takke Jimmy for hans bidrag til vores organisation. Jimmy har skabt grundlaget for klubben, og vi ønsker ham alt det bedste i hans fremtidige bestræbelser, skriver klubben blandt andet.
Den tidligere AaB-målmand fik jobbet som cheftræner for Hartford Athletic, efter han i november 2017 stoppede i Oklahoma City Energy.
Hartford Athletic vil nu søge internationalt efter en erstatning for den lyshårede AaB-målmand, der også er kendt som ”Den hvide Puma”.
På Twitter ønsker 42-årige Jimmy Nielsen spillere, personale og fans af Hartford Athletic det bedste fremover.
I wish everyone, players-staff-fans, at @hfdathletic nothing but the best in the future. Thank you! https://t.co/AWhmBbPQhG
— Jimmy Nielsen (@PumaNielsen1) October 27, 2019