Jespers drøm tæt på at gå i opfyldelse
Foto: Pia Stuckert
Jesper Sørensen var også med på scenen.
Progeria-ramte Jesper Sørensen fra Poulstrup drømmer om at holde træf for børn med samme sygdom. Og han er nu et skridt tættere på at opfylde sin drøm.
Med en total udsolgt koncert med Ib Grønbech og band i Brønderslev Hallen søndag aften, tyder meget på, at Jesper Sørensens drøm om at arrangere progeria-træf i Danmark kan blive virkelighed.
- Det er helt vildt, der er solgt over 200 billetter, siger en glad Jesper Sørensen i pausen.
Pengene fra salget af billetter går til et progeriatræf for europæiske børn med sygdommen progeria.
- Bandet og jeg var slet ikke i tvivl, da vi blev spurgt om vi ville give en koncert til fordel for Jesper, siger Ib Grønbech.
Brønderslev Handelstandsforening og Natteravnene i Brønderslev har også samlet penge ind til progeria-ramte Jesper Sørensen fra Poulstrup. Den indsamling gav i alt 42.000 kroner.