Jeppe Ugilt bryder med Oplandslisten
Foto: Iben Hedemann
Jeppe Ugilt trækker sig fra Oplandslisten i Rebild Kommune få dage efter kommunalvalget.
Det nyvalgte byrådsmedlem i Rebild Kommune har meldt sig ud af Oplandslisten på grund af samarbejdsproblemer.
Torsdag aften fik 31-årige Jeppe Ugilt Hansen et fantastisk valg til kommunalbestyrelsen i Rebild Kommune. Med 648 personlige stemmer strøg han direkte ind i byrådet, hvor han repræsenterede Oplandslisten.
Men allerede torsdag aften meddelte han sin formand, at han ikke længere kunne være en del af Oplandslisten.
- Der har været uoverensstemmelser, som særligt er kommet til udtryk de seneste dage, og det er baggrunden for min beslutning, siger Jeppe Ugilt Hansen, som mener, at arbejdsklimaet i Oplandslisten ikke stemmer overens med den måde, han ønsker at arbejde på.
Jeppe Ugilt understreger, at udmeldingen ikke betyder, at han er på vej ind i et nyt parti, eller at han er brudt ud, fordi han er lovet en tung formandspost, hvis han blev løsgænger.
For Oplandslistens forman, Hans Jørn Sørensen, kom udmeldingen helt uventet.
_ Jeg er chokeret og overrasket og ked af det. Vi var klar over, og kunne også se ved valget, at vi havde en rigtig stærk kandidat i Jeppe, siger han.
Trods bruddet ønsker begge parter fortsat at arbejde mod samme mål i byrådet, og Hans Jørn Sørensen håber, at Jeppe Ugilt vil holde sine valgløfter over for vælgerne. Og Jeppe Ugilt har da heller ikke tænkt sig at skifte spor.
- Jeg kan love, at jeg 110 procent vil arbejde for det budskab, der er udsendt i Oplandsliste-regi og de mærkesager, jeg selv har sendt ud, siger han.
Sammen med Jeppe Ugilt har også de to bestyrelsesmedlemmer Birgit Christensen og Finn W. Andersen meldt sig ud af Oplandslisten.