Jens og Anne er de mest brugte navne i Nordjylland: Se om dit navn er i top 20
Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix
To nordjyder med de mest brugte navne i landsdelen: Jens Hammer Sørensen, sportschef i Hobro IK og Anne Marie Roum Svendsen, politidirektør i Nordjyllands Politi.
Den årlige navnestatistik viser at de klassiske danske navne er blandt de mest brugte i Nordjylland
Nederst i artiklen kan du se de 20 mest brugte pige- og drengenavne blandt nordjyderne.
Hvis du peger på en tilfældig nordjysk mand, er der 2,1 procents chance for, at han hedder Jens og deler fornavn med 6252 andre nordjyske mænd. Udpeg en tilfældig kvinde og der er 1,6 procents chance for at ramme en Anne, der er det mest brugte navn til nordjyske kvinder.
Sådanne (mere eller mindre) brugbare fakta kan man finde, hvis man dykker ned i Danmarks Statistiks nyeste opgørelse over danskernes navne, der er udkommet tirsdag.
Her kan man se, at det det generelt set mest populære drengenavn, Jens, kan se frem til snart at overlade førstepladsen til et nyt navn. Over halvdelen af Jens'erne er nemlig over 60 år - og Jens er således det mest brugte navn i aldersgrupperne 60-69 år, 70-79 år samt i den ældste aldersinddeling i statistikken 90-99 år. I aldersgruppen 80-89 år er det Poul, der er det mest brugte navn blandt nordjyske mænd.
Anne bruges i alle aldersgrupper
Anderledes ser det ud, når man kigger på pigenavnene. Her er det, som skrevet, Anne, der er det mest brugte pigenavn i Nordjylland. Men modsat Jens er Anne ikke "vinder" i nogen af de aldersgrupper, statistikken er opdelt i.
Blandt de yngre nordjyder er det Emma, Ida og Camilla, der er flest af og blandt de ældre er det Hanne, Kirsten, Karen og Inger, der lægger sig på førstepladsen.
Anne er med andre ord mere brugt på tværs af aldersgrupperne end Jens og en søgning i Danmarks Statistiks navnebarometer viser da også, at Anne var uhyre populært i midtfirserne og frem til 1990. Siden da er det dog gået ned ad bakke for Anne og i 2019 var der således blot 27, der fik navnet. I 1990, da der var flest, der kom til at hedde Anne var tallet 724.
Er dit navn i den nordjyske top-20? Se det her:
Top-20 over drengenavne findes under tabellen med pigenavne