Politikere tillader centrum bliver tømt: - Jeg bliver rigtig ked af det
Kommuner skal sige "nej tak", når store butikskæder vil placeres i udkanten af byerne, mener Rikke Ejsenhardt.
Hvad skal der til for at holde liv i de nordjyske bymidter? Spørger man Rikke Ejsenhardt, skal politikerne have en klar strategi.
- Et godt greb er at lave en klar og tydelig plan for, hvilke butikker der må ligge hvor, siger Rikke Ejsenhardt, der er event- og aktivitetschef i Hjørring Handel.
Svensk billig-mærke truer centrum
Lige nu er hun frustreret over udsigten til, at den svenske tøjbutik Lager 157 med en kommende placering i udkanten af Hjørring vil trække kunderne væk fra Hjørrings midtby.
- Konsekvensen kan blive, at der bliver endnu flere tomme butikker herinde, og så kommer der mindre liv, og midtbyen skal og bør jo være samlingsstedet for os, der bor her, siger Rikke Ejsenhardt.
Men problematikken gælder langt fra kun den vendsysselske handelsby. Over alt i Nordjylland, ja i Danmark, er detailhandlen i bycentrene presset, mener Rikke Ejsenhardt.
- Vi er jo en rig by på erhverv, sport og kultur, men det er DNA´en og supervigtigt, at der også er et centrum - en midtby.
Se indslaget her:
Har været meget stædige
- Man skal ville det. For de her detailbutikker vil rigtig gerne ud og ligge ved en omfartsvej, men hvis man placerer dem derude, så dør centrum. For så kommer man ikke herind, og så er det nethandel, siger Torben Mangaard Frandsen, der er planchef i Vesthimmerlands Kommune.
I kommunen har man kæmpet for at holde butikkerne samlet i Aars midtby. Også selvom det krævede diskussioner med eksempelvis supermarkedet Lidl.
- Her var vi meget stædige, kan man næsten sige, lyder det fra planchefen, når han skal forklare, hvordan man lykkedes med at få Lidl ind til hovedgaden, selv om den helst ville ud til omfartsvejen.
Omsætningen falder i Hjørring midtby
Hjørring Kommune har fået lavet en detailanalyse. Og den taler et tydeligt sprog. Omsætningen i centrum er faldet med 10 procentpoint fra 2010 til 2021. I udkanten omkring Frederikshavnsvej - et såkaldt aflastningsområde - er handlen til gengæld vokset tilsvarende.
Kilde: Erhverv Hjørring
Men politisk mener formanden for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune ikke, der er noget at komme efter.
- Uanset om det er en stor svensk tøjbutik, eller hvad det er, der søger om at komme til Hjørring, hvis man søger om noget, der er inden for den planlægning, der er, så synes jeg faktisk, det er okay, siger Søren Homann (K), formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune. Han understreger, at man samtidig skal have fokus på midtbyen.
Vigtigt for unge og arbejdskraft
Men Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel er uenig i Hjørring Kommunes tilgang:
- Det gør mig ked af det, når de tillader en svensk tøjbutik uden for centrum.
Hun gør opmærksom på, at en velfungerende bymidte ikke kun er til gavn for handelslivet.
- Det er vigtigt, at der er en by, man gider at være i. Det er vigtigt i forhold til bosætning, i forhold til at trække studerende til og i forhold til at tiltrække arbejdskraft.
Fakta om Lager 157
Svenskejet
Ligger flere steder i Danmark - blandt andet i Viborg
Sælger billigt basis tøj