Jan Ø. også semifinale klar
Den ene semifinale ved DM i badminton bliver et rent nordjysk opgør.
Den tidligere Triton Aalborg-spiller Jan Ø. Jørgensen havde problemer i kvartfinalen, men han vandt efter tre sæt.
Team Århus-spilleren Rune Ulsing chokstartede. Han vandt første sæt med hele 21-10. Jan Ø. Jørgensen måtte på overarbejde. Han vandt de næste to sæt.
- Det var endnu mere puuha end i går. Det var en rigtig løbesejr. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så spændende, men mit spil bærer præg af en underlig nervøsitet. Jeg kan mærke, at DM er en kæmpe mental prøvelse for mig, og jeg døjer med at klare presset, siger Jan Ø. Jørgensen til elitebadminton.dk.
I Semifinalen lørdag venter turneringens store overraskelse Kristian Nielsen fra Sæby.
Den anden semifinale bliver et opgør mellem storfavoritten Kenneth Jonassen og Joachim Persson.