Jammerbugt Kommune lyser op igen
Efter kunknap to uger med slukkede gadelamper sætter borgmester Mogens Gade en stopper for kommunes eget tiltag. Det sker, efter TV2 Nord er gået ind i sagen.
Efter kun knap to uger med slukkede gadelamper sætter borgmester Mogens Gade en stopper for kommunes eget tiltag.
Borgerne i Jammerbugt Kommune måtte finde lommelygten frem, hvis de for blot få dage siden skulle udenfor efter mørkets frembrud. Der var nemlig ingen hjælp at hente fra byens gadelygter, der alle var slukkede.
Kommunen besluttede at spare 400.000 kroner ved at slukke for gadebelysningen i perioden 15. maj til 15. august. Men nu har de valgt at tænde for lamperne igen. Det har de gjort, efter TV2 Nord gik ind i sagen.
- Vi har truffet en beslutning, og vi har lavet beslutningen om, og det synes jeg er ganske fair i forhold til, at man kan blive klogere i løbet af en proces. Der er tale om hårde prioriteringer, hver gang vi laver budget i kommunen. Men vi er jo ikke dumme, og vi er ikke døve, og vi er jo heller ikke talentløse. Så på den måde har vi lyttet, og vi har hørt, hvad der er blevet sagt, og det er derfor, der er politikere, der har lavet den her aftale, der gør, at der nu kan vi godt få tændt gadelysene igen, siger borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade.
Beslutningen om at tænde lygterne igen kommer efter utilfredshed blandt borgere, der har været bange for konsekvenserne af de mørklagte byer.
- Vi frygter at få rapporter ude fra gader og veje, at de ældre mennesker er faldet derude og er kommet til skade. Og vi frygter også at høre fra ældre og lignende, der har fået indbrud, for der er mørkt, siger John Eskerod, der er formand for Aabybro Borgerforening.
Trafikforsker Harry Lahrmann kan slet ikke forstå, at man har valgt at slukke for gadelamperne.
- Gadebelysning betyder rigtig meget for trafiksikkerheden, vi ved at når vi har belysning får vi færre ulykker, siger han.
Nu er der atter lys i lamperne, og der går nok længe, før vi igen ser slukkede gadelamper i Jammerbugt Kommune.
- I hvert fald ikke i det omfang, som vi kender det i det forslag her. For der er jo mørkt, det må vi bare erkende. Og det er nok også mørkere, end det vi lige havde troet, da vi traf beslutningen, siger Mogens Gade.