Jægerne står måbende og ser til: Så billigt udlejer din kommune jagtarealer
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
De årelange prisforskelle på jagtarealerne får jægerne til at måbe.
Mange nordjyder nyder at gå på jagt, og derfor er der normalt mange om buddet. Det vurderer Daniel Christensen fra Aabybro, der fik store øjne, da han fandt ud af, at to jagtforeningener i 12 år har lejet gode naturarealer af Jammerbugt til en spotpris.
For der er stor forskel på, hvordan kommunerne griber opgaven an.
TV2 Nord har begæret aktindsigt hos samtlige 11 kommuner i Nordjylland for at få et overblik over, hvor kommunerne forvalter de arealer, som udlejes til jagt.
Sådan lejer din kommune jagtarealer ud
Vesthimmerlands Kommune
Her udlejes tre arealer for sammenlagt 127.000 kroner:
Uhrehøj, ca. 195 ha - udlejet til Nordvesthimmerlands Jagtforening.
Lodhøj, ca 35 ha – udlejet til Nordvesthimmerlands Jagtforening.
Ørnekol, ca. 15 ha – udlejet til Hvalpsund Jagtforening.
Jagtlejen udgør ca. 200 kr. pr. ha. Jagtforeningerne påtager sig desuden at regulere skadegørende vildt, som f.eks. mårhund. Jagten er pristalsreguleret.
Hjørring Kommune
Kommunen udlejer en række mindre arealer til lokale jagtforeninger i samarbejde med Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd. Jagten er fastsat til 150kr. pr. ha og har ikke været i udbud.
Hjørring Kommune har ikke oplyst den samlede indtægt for udlejning til jagt.
Aalborg Kommune
Her udlejes flere arealer nær Hals til lokale jagtforeninger:
Husmandslodderne ca. 32 ha – udlejet til Hals Jagtforening.
Trekantskoven, Koldkærskoven og Præsteskoven i alt ca. 75 ha – udlejet til Hals Jagtforening.
Vester Aslund Plantage ca. 66 ha – udlejet til V. og Øster Hassing Jagtforening.
Aalborg Kommune opkræver 279 kr. pr. ha og har dermed knap 40.000 kr. i indtægt på jagtlejen, der indeksreguleres hvert år.
Mariagerfjord Kommune
Her udlejes to arealer til lokale jagtforeninger:
Hobro og Omegns Jagtforening lejer 47.3 ha for knap 7.000 kr.
Hadsund Jagtforening lejer ca 56 ha for ca. 7.500 kr.
Der har ikke været holdt udbud. Jagtlejen pristalsreguleres ifølge kontrakt. Leje pr. ha udgør ca. 150kr.
Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune udlejer næsten 900 hektar naturarealer til tre store jagtforeninger.
Frederikshavn-Strandby Jagtforening lejer ca. 177 hektar til i alt 58.000 kroner.
Skagen Jagtforening lejer ca. 500 hektar for 58.000 kroner.
Og Sæby og Omegns Jagtforening lejer knap 200 hektar for 58.000 kroner.
Til gengæld for de rimelige jagtlejer står jagtforeningerne for en stor af naturplejen på områderne, og medvirker til regulering af skadevildt, som f.eks. mårhund, råger og måger. Jagtforeningerne har også en fast aftale om, at medvirke til oplysning om jagt til kommunens skolebørn, hvor 6. klasser på skift har været med på jagter.
Frederikshavn Kommune har desuden stillet som betingelse, at alle de tre tilgodesete jagtforeninger skal være åbne for nye medlemmer.
Brønderslev Kommune
Brønderslev har netop i 2023 indgået en aftale mellem Brønderslev Jægerråd og Brønderslev kommune, om at drive jagt på kommunale arealer. Det er dermed Brønderslev Jægerråd der lejer jagten i Brønderslev kommune.
Det er gratis for Jægerrådet at have jagten, mod at de opfylder nedenstående krav.
Alle jagtforeninger i Brønderslev kommune skal have mulighed for at deltage i jagterne.
Nyjæger skal tilbydes at deltage i jagter.
Der afholdes minimum en formidlingsdag for skoleklasser i Brønderslev kommune, hvor der formidles om jagt o.s.v.
Bekæmpe mårhunde på jagtarealerne.
Jægerrådet står for rågereguleringen på kommunale matrikler, i samarbejde med Brønderslev kommune.
Aftalen genforhandles efter 5 år.
Jammerbugt Kommune
Jammerbugt Kommune udlejer to jagtarealer i kommunen til to jagtforeninger:
Moseby Jagtforening lejer ca. 34 hektar i Koldmose ved Moseby for 6.000 kroner. Jagtlejen har aldrig været i udbud og er heller ikke blevet reguleret i de ca. 12 år den har eksisteret.
Klim Sogn Jagtforening lejer Klim Bjerg. I alt ca. 74 hektar til en pris af 12.000 kroner. Denne aftale har heller aldrig været i udbud eller er blevet reguleret.
Efter TV2 Nords omtale er der nu udsigt til, at de to jagtaftaler bliver politisk behandlet.
Enkelte kommuner udlejer slet ikke jord til jægerne – andre tjener rimelige lejeindtægter for de kommunale arealer og får samtidigt løst opgave med for eksempel regulering af skadegørende vildt, som en del af aftalerne.
Disse kommuner udlejer ikke jagtarealer
Rebild Kommune
Rebild Kommune udlejer ikke arealer til hverken jagtforeninger eller private jagtkonsortier.
Kommunen bortforpagter en række mindre arealer, hvor jagtretten er omfattet af lejeaftale. De fleste arealer er dog så små, at der ikke kan drives jagt på dem. I nyere forpagtningsaftaler indgår jagtret udtrykkeligt ikke.
Læsø Kommune
Udlejer ikke arealer til jagt.
Thisted Kommune
Udlejer ikke arealer til jagt.
Morsø Kommune
Udlejer ikke arealer til jagt.