Jacob filmer sig selv døgnet rundt - vil samle en million kroner ind
Jaxstyle har 800.000 følgere, og flere tusinde ser med dagligt.
Det nordjyske internet-fænomen Jaxstyle er lige nu i gang med at samle penge ind til Psykiatrifonden
OPDATERING: Torsdag aften ved 19-tiden rundede Jaxstyle's indsamling én million kroner.
Ved at live-streame sig selv på platformen Twitch samler Jaxstyle penge ind. Mange penge. Jacob Krull, som den 21-årige mand også hedder, har nemlig sat sig for at samle penge ind til Psykiatrifonden.
- Målet var på 150.000 kroner, men vi har et nyt mål, der hedder en million, så det er stukket lidt af. Det er ret ambitiøst, men der er lønningsdag og folk er fuldt klar. Vi startede på 750.000 i morges, og vi er allerede på 800.000, så det er ikke helt umuligt, fortæller Jaxstyle.
- Og så er det målet at sætte fokus på psykiatrien. Og larme lidt for den. Vi skal råbe nogle politikere op, og vi skal også tale med en her lidt senere. Og ligesom være vokale omkring det hele.
Den unge nordjyde blev student i 2020 og har arbejdet i det digitale univers fuldtid siden.
- Fuldtids livestreamer, youtuber, nogle vil sige influencer – jeg vil sige content creator, fordi jeg laver indhold, forklarer han om sit arbejde.
Så mange ser med
Nøgletal fra 2022:
802.000 følgere på tværs af Jaxstyle’s kanaler
Over 120.000.000 visninger på YouTube
50.000.000 visninger på Instagram
2.500.000 visninger på Twitter
1.500.000 likes på TikTok
Streamer når han sover
Siden den 26. december har Jaxstyle været live døgnet rundt.
- Folk har kunnet følge med klokken fem om morgenen, når jeg har snorkboblet.
Jaxstyle har tidligere været live hel måned, og nu gør han det altså igen for et godt formål – dog i kortere tid.
Motivationen til at samle ind til psykiatrien kommer blandt andet fra sit arbejde det digitale univers, hvor Jaxstyle møder mange forskellige mennesker.
- Der har været en episode under stream, hvor en pige har snakket om selvskade, hvilket har ramt fucking hårdt. Men der har været mange, som har været gode til at skrive til hende og tage fat i en værge. Det er godt at se, at folk i chatten er gode til at hjælpe hinanden.
Se indslaget her:
Også den kønnede forskel i at vise følelser, er vigtig for Jaxstyle at sætte fokus på - blandt andet med sig selv i front.
- Det er total tabubelagt hos mænd og drenge. Jeg har vist mig selv uden filter, jeg har grædt, jeg har grint. Vi har kunnet vise så mange følelser.
Han håber, at det betyder, at piger og drenge er blevet bekræftet i, at det er "okay at have følelser".
Selve indsamlingen varer til klokken 23.00 fredag aften.
- Den lur jeg får i aften den bliver rigtig god, afslutter han.
Følg indsamlingen her og læs mere om psykiatrifonden her.