Isbryder kommer alligevel til havs
Foto: Lone Vad Dam
Isbryderen Jacob Peter.
Efter at have ligget hjælpeløs til kaj med maskinskade, ser det nu ud til, at Mariager Fjords slæbebåd og isbryder, Jacob Peter, bliver sejlklar inden vinteren rammer.
Det er et ødelagt stempeltræk, der hidtil har holdt isbryderen ukampdygtig, men den skal repareres, det besluttede Fjordudvalget på et møde onsdag formiddag.
Udvalget besluttede at bevilge de 300.000 kroner, som reparationen af stempeltrækket koster. Isbryderen er ejet af de private og kommunale havne rundt om Mariager Fjord. AkzoNobel, der står som den langt største havn, skal betale 60 procent af regningen.
Den 50 år gamle isbryder trænger til en gennemgribende renovering, og hvis den skal overleve på længere sigt, skal den have en helt ny motor til fem-seks millioner kroner.
Isbryderen Jacob Peter er 50 år gammel og har de seneste to isvintre holdt Mariager Fjord sejlbar.