Intim og autentisk Tordenskiold-oplevelse
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Der venter publikum en noget anderledes oplevelse til dette års store skuespil til Tordenskioldsdagene i Frederikshavn, der begynder i morgen. Det bliver langt mere nærværende og autentisk, lover arrangørerne.
Sædvanligvis er musikken til det store Tordenskiold-spil optaget på forhånd, og styret fra mixerpulten. Men i år er det noget anderledes.
- Vi er meget spændte. For forestillingen betyder det, at vi skal mere end bare lige at trykke på en knap, siger spillets instruktør, Martin Schwab, til TV2/NORD.
Når "Livet er Blåt" bliver opført på den store scene ved Krudttårnet bliver næsten al musikken live.
- Når du kan se og høre en musiker file løs på sin violin, så bliver det mere intimt, og du føler, at du er en del af det der foregår. I stedet for bare at lytte til en CD i baggrunden, siger Mathias Munch, der er Tordenskiold-spillets komponist.
Mange skibe, flere end hundrede medvirkende på scenen.
- Og nu med live-musik, der er storladent som i en amerikansk eventyr-film. Det bliver rigtig intimt, lover komponisten.
Både fredag, lørdag og søndag aften kan man opleve forestillingen "Livet er Blåt".