Integrationsministeriet afviser Mirsad Zairis lægeerklæring
Den psykiatriske erklæring som i 11. time stoppede udsendelsen af Mirsad Zairi er blevet afvist.
Lægeerklæringen kom fra overlæge Søren Juul Nielsen, der har speciale i psykiatri, den 2. oktober. Samme dag skulle Mirsad Zairi møde op for at blive udvist til Serbien, men på grund af erklæringen ville integrationsministeriet genoptage ansøgningen om humanitær opholdstilladelse.
Samme dag udtale overlæge Søren Juul Nielsen sig til pressen om sagen, og på den baggrund har integrationsministeriet afvist lægeerklæringen. Ministeriet har forlangt en ny undersøgelse af Mirsad Zairi indenfor ti dage.
Familiens advokat, Anne Land, har protesteret over afgørelsen. I en skrivelse til ministeriet beskriver hun afvisningen som "et meget søgt, skrøbeligt og finurligt argument."
Mirsad Zairi vil blive sendt til en ny psykiater.