Installatører er plaget af tyverier
Foto: Lars Rievers / Ritzau Scanpix
Over hver tredje installationsvirksomhed i Nordjylland har haft indbrud indenfor det seneste år.
El- og vvs-installationsvirksomheder er yndede mål for indbrudstyve. Inden for det seneste år har 40 procent af de nordjyske installatører haft indbrud i servicebiler, bygninger eller på byggepladser.
Det viser en medlemsundersøgelse, som TEKNIQ Installationsbranchen har gennemført, og hvor 57 installationsvirksomheder fra Nordjylland medvirker.
- Det er et kæmpe problem for virksomhederne, der skal bruge både tid og penge på at erstatte det stjålne, siger Jan Eske Schmidt, der er underdirektør hos TEKNIQ.
Det er et kæmpe problem for virksomhederne, der skal bruge både tid og penge på at erstatte det stjålne.
Jan Eske Schmidt, underdirektør, TEKNIQ
Det er primært installatørernes servicebiler, det går ud over – på trods af at 46 procent af installationsvirksomhederne på landsplan oplyser, at de har gjort noget for at forebygge tyverier i netop bilerne.
Blandt andet har de mærket værktøj og materialer med logo, numre eller DNA og installeret kameraovervågning i bilerne.
Mange af indbruddene i servicebilerne sker, når bilerne holder parkeret hjemme på installatørernes privatadresser.
Ved TEKNIQ afviser man, at det vil være en løsning at parkere bilerne på virksomhedernes adresser i stedet.
- Det vil betyde, at de ansatte i virksomhederne skal spilde tid på at køre mange unødvendige kilometer hver eneste dag i stedet for at køre direkte ud til kunderne, når arbejdsdagen starter. Samtidig er det ikke givet, at bilerne er sikret mod indbrud, bare fordi de står på virksomhedens adresse, siger Jan Eske Schmidt.
På landsplan har 52 procent af de 632 adspurgte virksomheder i undersøgelsen været udsat for tyveri inden for det seneste år.