Innovation: Nordjyske virksomheder dyster om at være mest innovativ
Hvem løber med prisen for at være den mest innovative virksomhed i Nordjylland? Feltet er nu skåret ned til 11 kandidater - én fra hver kommune.
11 virksomheder fra Region Nordjylland er gået videre i innovationskonkurrencen TagFat. Her dyster nordjyske virksomheder på gode forretningsidéer, avancerede produktionsmetoder og smarte serviceydelser.
74 virksomheder fra hele landsdelen er blevet kogt ned til 11 nominerede – således én virksomhed fra hver af de nordjyske kommuner.
Vi lægger vægt på, at man har været i stand til at få en forretning ud af de nye teknologier
Peter Høngaard Andersen, dommer
- De nominerede består af to typer virksomheder. Enten dem der laver teknologien, eller dem der bruger teknologien. Som dommere skal vi finde ud af, om det er den ene type virksomheder eller den anden type, som vi vil vælge ud som vinder, lyder det fra Peter Høngaard Andersen, der er formand for dommerkomitéen i TagFat-konkurrencen.
De 11 nominerede
- Vraa Dampvaskeri (Hjørring Kommune)
- Hagens Fjedre (Rebild Kommune)
- Dolle (Thisted kommune)
- B6 Gruppen (Frederikshavn Kommune)
- Sundolitt (Brønderslev Kommune)
- Blue Workforce (Aalborg Kommune)
- Lyngsoe Systems (Vesthimmerlands Kommune)
- ACN Sikring (Morsø Kommune)
- Migatronic (Jammerbugt Kommune)
- Technicon (Mariagerfjord Kommune)
- Færgeselskabet Læsø (Læsø Kommune)
Men kun én virksomhed løber med titlen. Torsdag den 24. maj bliver det afsløret, hvem af de 11 nominerede, der kan kalde sig Nordjysk mester i innovation.
- Vi lægger vægt på, at man har været i stand til at få en forretning ud af de nye teknologier, siger Peter Høngaard Andersen.
De tre TagFat-dommere er henholdsvis direktør for Innovationsfonden Peter Høngaard Andersen, professor Astrid Heidemann Lassen og direktør Jan Bisgaard Sørensen fra virksomheden BILA, der er sidste års vinder i TagFat-konkurrencen.
Herunder kan du møde de 11 nordjyske virksomheder.
Vraa Dampvaskeri A/S
Hagens Fjedre A/S
Dolle A/S
B6 Gruppen
Sundolitt A/S
Blue Workforce
Lyngsoe Systems A/S
ACN Sikring ApS
Migatronic Automation A/S
Technicon ApS
Færgeselskabet Læsø A/S
Temaet i dette års udgave af TagFat er de nordjyske virksomheders arbejde med såkaldt smart produktion og service, som handler om, hvordan virksomhederne formår at kombinere produkter eller serviceydelser med smart data. Automatisering og brug af robotteknologi og sensorstyring er et andet eksempel på innovative virksomheder, som er med til at gøre en forskel.
Kåringen finder sted torsdag aften under en gallamiddag hos Flyvestation Aalborg.
Tag Fat på innovation
Den nordjyske innovationskonkurrence TagFat har siden 2012 været afholdt hvert andet år.
Bag innovationskonkurrencen står Vækstforum Nordjylland, Region Nordjylland og de nordjyske erhvervskontorer, som alle ønsker at sætte ekstra skub i innovationen i det nordjyske erhvervsliv.
Tidligere vindere:
- BILA fra Nykøbing Mors (2016)
- NBE Production fra Frederikshavn (2014)
- Vestergaard Marine Service fra Frederikshavn (2012)