Ingen tak for hjælpen
En kvinde fra Ferslev nær Støvring hjalp politiet med at optrevle computer-tyveri for over hundrede tusinde kroner. Selv mistede hun sin computer til 10.000 kroner og der var ingen tak for hjælp.
En kvinde fra Ferslev hjalp politiet med at optrevle kæmpe computer-tyveri, men der var ingen tak for hjælp. Hun har mistet næsten 10.000 kroner.
Gennem en annonce i Den Blå Avis købte Annette Bramsen en 27 tommer Imac computer. Sælgeren, en kvinde ved navn Lena i Aarhus, skrev, at hun selv ville komme med varen, men i stedet for kom to mænd.
Annette Bramsen og hendes mand ringede til politiet for at sikre sig, at alt var i orden og at serienummeret ikke var efterlyst. Tingene var i orden, sagde politiet.
Alligevel fortsatte tyvene med at annoncere. Og Annette Bramsen og hendes søn hjalp politiet med at sætte en fælde op, da hendes søn fra en anden adresse lod som om han også ville købe en computer. Politiet mødte op hos sønnen, og de to mænd blev anholdt,
Politiet fandt elektronik for et kæmpebeløb i et depotrum i Aarhus. Sælgeren blev dømt, men Annette Bramsen sidder tilbage med en konfiskeret computer og et tab på 10.000 kroner.
- Jeg kan ikke få min computer tilbage. Den vil blive solgt som hittegods på et tidspunkt. Set i bakspejlet ville jeg nok ikke have hjulpet politiet så meget. Så havde jeg i det mindste haft min computer nu, siger Annette Bramsen, der i øvrigt selv er edb-assistent.
Politiet kunne ikke have handlet meget anderledes, lyder det.
-Det, der er vigtigt for os, er jo at få fat i de gerningsmænd der farer rundt tog sælger tyvekoster til borgerne i Danmark, siger Torben Jensen, vicepolitiinspektør i Nordjylland Politi.
Annette Bramsen har ikke råd til at anlægge civil retssag mod computertyven. Men hun har klaget til Statsadvokaten, fordi politiet efter hendes opfattelse tydeligt havde ladet hende forstå, at de ville tage hendes sag med i retssagen.
-Det skete jo ikke, og nu har jeg ikke engang dom for, at tyven skylder mig penge, siger hun.