Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ingen smittede på Læsø i 36 dage: Regeringen overvejer regional genåbning

Selvom de daglige smittetal fortsat skal tælles trecifret, er det ikke alle steder i Danmark, at smittekæderne forgrener sig; og på Læsø er på 36. døgn helt coronafrit. Det får ø-kommunen til at håbe på, at det er der, regeringen vil ophæve gældende restriktioner først - og snart.

I de to danske ø-kommuner Læsø og Samsø har man i flere uger  ikke registreret en eneste positiv coronatest, og det får nu det lokale erhvervsliv til at råbe 'genåbning'.

Én af Læsøs blot 1776 indbyggere er Ole Andersen. Han ejer tøjbutikken 'Læsøshoppen' og mener godt, at læsøboerne kan håndtere en lille genåbning.

- Jeg synes godt, at man kan nuancere det lidt. For det koster virkelig mange penge. Så jeg synes godt, at man kan lave en regional opdeling, siger tøjbutiksindehaveren til TV 2.

Ole Andersen er indehaver af tøjbutikken Læsøshoppen. Foto: TV 2

Han har selv oplevet en nedgang i sin omsætning og håber som det mindste, at regeringen ikke forlænger restriktionerne på den anden side af 28. februar, hvor de lige nu står til at udløbe.

Ole Andersen får opbakning af øens eneste slagterforretning.

- Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at vi skal være underlagt samme restriktioner, når vi har styr på det herovre, siger slagtermester Anders Klitgaard Svendsen, der sammen med sin barndomsven Palle Strøm driver Læsø Slagteren, til TV 2.

En enig, men mere afmålt reaktion møder man hos øens politiske overhoved.

- Jeg tror, at hvis man skal vælge et sted, hvor det er forsvarligt, så er Læsø en af kandidaterne, siger borgmester Karsten Nielsen (DF) til TV 2.

Kilde: Statens Serum Institut. Grafik: TV2

Også virolog Allan Randrup Thomsen mener, at lokale genåbninger kan komme på tale.

- Man kan altså godt gøre det forsigtigt, hvis man gør det der, hvor der er lavest smittetryk. Og hvis man har fokus på de ting, som er fast forankret. For eksempel skoler, biblioteker. Hvorimod det må ikke være ting, som tiltrækker tilskuer og kunder langvejs fra, siger virolog Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

Øens forhåbning om en snarlig genåbning er dog ikke helt urealistisk. 

Torsdag aften mødes regeringens coronarådgivere netop for at regne på, hvad regionale genåbninger vil betyde for smittetallene.

Helt konkret er de sat til at regne på genåbningen af tre områder, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke til TV 2.

Detailhandlen

De ældre klasser end 0.-4., som allerede er tilbage i skole

Udendørs idræt

Sundhedsministeren selv siger, at vi står i en situation, hvor det vil give mening at åbne nogle dele af landet før andre.

- Det vil ikke være til at bære, hvis vi skal vente på, at den sidste mørkerøde kommune får tallet ned, før vi kan åbne landet op. Der bliver vi nødt til at se mere regionalt på det, men det er ikke helt nemt. Det er noget, vi skal gå varsomt til.

Læsøs borgmester Karsten Nielsen vil gerne være med til at lempe på restriktionerne på øen, hvis sundhedsmyndighederne mener, det er forsvarligt. Video: TV2

Frederikshavn: Bekymret for at sætte indsats over styr

I Frederikshavn er borgmester Birgit S. Hansen ikke klar til at bryde ud i jubel over udsigten til en måske snarlig lempelse af de gældende restriktioner.

 - Jeg indrømmer gerne, at jeg er bange for, om vi kommer til at sætte en kæmpe indsats til. Men det er klart, at hvis myndighederne siger, at det kan lade sige gøre, så skal vi da gøre det. Selvfølgelig, siger Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.

Flere nordjyske kommuner ligger nu under myndighedernes såkaldte bekymringsgrænse på 20 smittede per. 100.000. Og det er altså de lave smittetal blandt andet i en region som Nordjylland, der nu får regeringen til at åbne op for lokale genåbninger.

Birgit S. Hansen mener ikke, at det vigtigste er at åbne op. Hun mener, det er at bruge de redskaber, der er, så man kan få epidemien under kontrol.

- Det, der er vigtigst lige nu, det er, at vi får bragt smittetallene ned, at vi får lavet massiv testning, at vi sammen laver massiv smitteopsporing og får gennemført det intensive vaccineprogram. Det må være det, der tjener os allesammen allerbedst, siger Frederikshavns borgmester til Kanal Frederikshavn og fortsætter:

- Så jeg er nysgerrig og skeptisk overfor, hvordan det kan lade sig gøre, men lytter da spændt, fortæller hun og tilføjer, at hun godt kan forstå dem, der vil have regionale genåbninger.

I nabokommunen Hjørring er borgmester Arne Boelt også beskedent fortrøstningsfuld i forhold til genåbninger af for eksempel liberale erhverv- selv om han indrømmer, at "vi trænger alle til at blive klippet".

- Vi ligger jo rent faktisk ret fornuftigt i Nordjylland med hensyn til smittetal. Og hvis man kunne starte med at få de store elever i skole og se, at hvis det går godt, kan man jo se på de andre erhverv, siger Arne Boelt og tilføjer, at man kunne overveje at åbne for for eksempel frisøren under forudsætning af, at såvel frisør som kunde dagligt bliver testet.

Sundhedsordførerne for de politiske partier er indkaldt til orientering fredag. Her vil de ifølge Magnus Heunicke blive orienteret om drøftelserne fra aftenens møde i referencegruppen.

Man skal dog ikke sætte næsen op efter, at der allerede fredag vil ligge en konklusion klar. Det skyldes blandt andet, at der er brug for en længere tidsperiode fra, at 0.-4. klasse startede tilbage i skole.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.