Ingen jul uden julehjælp
Rekordmange danskere har søgt om julehjælp.
For Tina Henriksen er julehjælp altafgørende for, at der kan være steg på bordet og gaver under træet. For uden julehjælpen er der ingen jul.
I Tina Henriksens hjem i Hjørring er der nisser og julepynt overalt. Hun har glædet sig så meget til julen, at der allerede er pyntet op. Men om der bliver råd til julemad og gaver er endnu usikkert.
Tina Henriksen er nemlig kontanthjælpsmodtager og enlig mor til fire, og derfor er pengene små - meget små.
- Hvis vi ikke får julehjælp, så ved jeg ikke, hvad vi gør, siger Tina Henriksen.
Hun har 11.002 kroner at gøre godt med om måneden. Heraf går 7000 kroner til husleje, el, vand og varme, 3200 kroner går til mad og 1200 kroner går til børnepasning, telefon og TV.
Tilbage er der 102 kroner, der skal dække udgifter til tøj, medicin og uforudsete udgifter. Og når udgiften til medicin rent faktisk er hele 670 kroner, så begynder det at blive svært. Forsikringer er der ikke råd til, og den ene gang, de fire børn har besøgt Fårup Sommerland, var på mormors regning.
Så hvis børnene skal have en julegave på mors regning, så er prisen højst 50 kroner pr. barn - og det kan kun lade sig gøre, hvis der resten af måneden skæres ned på madbudgettet.
- Det gør rigtig ondt. Man bliver ked af det, fordi man vil så gerne, men man kan ikke. Man føler ikke, man slår til. Man føler ikke, at man er en ordentlig mor, fordi man ikke selv kan, siger Tina Henriksen.
Derfor er julehjælpen altafgørende for, at Tina Henriksen og de fire børn kan fejre jul uden alt for mange bekymringer.
- Jeg vil jo gerne give mine børn det hele, men midlerne slår ikke til. Så forhåbentlig kommer der julehjælp. Det er vigtigt at understrege, at det kun er i yderste nødstilfælde, man søger julehjælp, og det er kun, hvis behovet er der, siger Tina Henriksen.