Influenzavaccine sparer ikke sygedage
Mange nordjyske virksomheder tilbyder lige nu deres medarbejdere at blive vaccineret mod influenza. Virksomhederne håber at de på den måde kan spare penge på dyre sygedage. Men det er falsk tryghed. Undersøgelser viser at vaccinationen ingen effekt har på antallet af fraværsdage.
Mange nordjyske virksomheder tilbyder lige nu deres medarbejdere at blive vaccineret mod influenza. Virksomhederne håber at de på den måde kan spare penge på dyre sygedage. Men det er falsk tryghed. Undersøgelser viser at vaccinationen ingen effekt har på antallet af fraværsdage.
Et lille stik og et tryk på kanylen. Det tager kun få sekunder at blive vaccineret. Tine Andersen er lagermedarbejder hos satellitkommunikationsvirksomheden Thrane og Thrane i Pandrup. Hun vil helst undgå en uge på langs på grund af influenza. Derfor har hun seks år i træk sagt ja til at blive vaccineret. Om lidt skal hun have vaccinen igen.
- Det er fordi vi har fået tilbuddet herude, og så tænkte jeg at det kunne jeg ligeså godt. Jeg har ikke tænkt så meget over det. Men hvis nu jeg fik influenza så kunne det måske være at det blev knap så slemt, som hvis jeg ikke havde fået vaccinen, siger Tine Andersen.
Thrane og Thrane i Pandrup betaler for at deres medarbejdere får vaccinen. I år er det kun 13 ud af 220 medarbejdere der har sagt ja til tilbuddet.
- Helt åbenlyst, så handler det jo om at holde sygedage nede for vores medarbejdere og give dem et godt tilbud. Vi slår meget på at det er et tilbud. Der er ingen tvang, siger Margit Chemnitz, der er HR konsulent hos Thrane og Thrane.
Uafhængige forskere hos Cochrane Collaboration har gennemgået 90 studier på området. De dokumenterer at influenzavaccinen ikke har nogen effekt på sygefravær. Vaccinen beskytter 6 ud af 10 mod influenza, men fordi der kan gå mange år mellem at mennesker får influenza, så skal der vaccineres 71 mennesker før bare én går fri af influenza.
- Det kan godt være statistikken siger noget andet, men vi vælger stadig at give det her som et tilbud til vores medarbejdere, siger Margit Chemnitz.
Danske Lægers vaccinationsservice har blandt andet gjort en forretning ud af at vaccinere medarbejdere på virksomheder. Det er en sygeplejerske herfra der prikker Tine Andersen.
- Synes du det er nødvendigt at vaccinere raske voksne mennesker? Nej??. måske ikke. Jeg tror det er op til folk selv at bedømme hvad de synes og hvad de kan mærke på deres egen krop. I bund og grund er det jo et sundhedstegn at være sund og rask og selv kunne modarbejde sygdomme. Men sundhedsfagligt, giver det så mening? Det kan man jo diskutere, siger sygeplejerske Tanja Larsen fra Danske Lægers Vaccinations Service.
Selvom en vaccine langt fra forhindrer alle influenzaudbrud, så anbefaler sundhedsstyrelsen at risikogrupper såsom kronisk syge og ældre får vaccinen. For de mennesker kan en influenza nemlig være dødbringende. Men sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at raske mennesker bliver vaccineret.
En influenzavaccine koster typisk mellem 100 og 200 kroner per medarbejder. At der skal vaccineres 71 mennesker før en går fri kommer bag på Tine Andersen
- Så virker det jo omsonst. Så kan det da godt være at jeg overvejer næste år om jeg skal have den. Det vil jeg da i hvert fald lige tænke over til næste år, siger Tine Andersen.